Med udsigt til at Villy Søvndal kan blive Danmarks næste udenrigsminister i en S-SF regering, retter den konservative Per Stig Møller nu et hårdt angreb på ham.

Han frygter for Danmarks anseelse i udlandet, hvis Villy Søvndal får sin personlige ambition opfyldt om at blive udenrigsminister.

- Han er farlig og uforudsigelig, siger den nye kulturminister, der selv beklædte posten som udenrigsminister i otte år.

- Udenrigspolitik kræver fasthed og konsekvens. De parter, vi arbejder med, skal vide, hvor de har Danmark. Ellers bliver vi ikke taget alvorlig, siger Per Stig Møller til B.T.

Han begrunder sit hårde ordvalg med, at Villy Søvndal under Muhammed-krisen for fire år siden talte med to tunger. Det kan til nød gå herhjemme, men straffes hårdt i international sikkerhedspolitik.

- Under Muhammed-krisen sagde han én ting til de arabiske medier og noget andet til os andre. Det gjorde det vanskeligt for os at dæmpe uroen. Det er hans uforudsigelighed, der gør ham farlig, siger Per Stig Møller til B.T.

Villy Søvndal afviser kritikken.

- Det ville næsten undre mig, hvis han ville anbefale mig. Jeg er glad for, at jeg ikke i modsætning til ham var med til at indlede en ulovlig krig i Irak. Det er en af de helt store forskelle på den nuværende og den kommende regering, at jeg ikke har fantasi til at forestille mig, at vi vil gøre det samme, siger Villy Søvndal til B.T.