Danskerne kan se frem til en højere grænse for, hvornår de skal betale topskat, lyder det fra ny SF-minister.
På sin første dag i jobbet lover SFs nye skatteminister, Thor Möger Pedersen, at topskatten skal lempes: De danskere, der tjener nok til at betale topskat, kan i 2014 samlet set se frem til at slippe 1,7 milliarder kroner billigere i topskat.
Thor Möger Pedersen vil konkret hæve beløbsgrænsen for, hvornår man skal betale topskatten med godt 20.000 kroner, skriver Berlingske.
Dermed overtager den nye regering den topskattelettelse, som VKO-partierne tidligere har udskudt og frosset ned for at tø op igen i 2014.
Det sker som konsekvens af, at den nye S-R-SF-regering i sit arbejdsprogram tager udgangspunkt i den tidligere VK-regerings økonomiske politik.
- Det er den nye regerings linje, at de topskattelettelser, som er planlagt optøet bliver optøet, sådan som den tidligere regering annoncerede det.
- Det skyldes, at det er den aftale, der er indgået, og at der heller ikke er flertal for at forlænge nedfrysningen. Det, synes jeg, sådan set er fornuftigt nok, siger Thor Möger Pedersen.
Tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) ryster på hovedet over den udmelding.
- Det virker lidt hult på mig. Nu har vi fået kritik for alle de ufinansierede skattelettelser, som vi har givet i årenes løb, men tilsyneladende vil de selv nu fortsætte med topskatten, siger han.
Thor Möger Pedersens overraskende udmelding om at sænke topskatten om godt to år står i diametral modsætning til, hvad S-formand Helle Thorning-Schmidt lovede vælgerne i valgkampen.
Her klandrede Thorning i blandt andet TV-duellerne med Lars Løkke Rasmussen (V) de borgerlige for at planlægge nye skattelettelser til de rigeste danskere.
/ritzau/
