Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen, der står til at blive finansminister i en rød regering, kunne ikke styre økonomien i en lille virksomhed.

I marts 2001 forlod han direktørstolen i kommunikationsfirmaet Rostra med et underskud på 4,7 mio. kr. Da firmaet i februar året efter gik konkurs, viste papirer i konkursboet, at underskuddet skyldtes, at Henrik Sass Larsen havde glemt at medtage udgifter for feriepenge og havde lavet flere fejlposteringer. Han havde overset et dundrende underskud.

Den nuværende Public Affairs-chef for Novozymes Fleming Voetmann, der havde overtaget posten som direktør, opdagede, at tallene ikke stemte.

- I forbindelse med at vi skiftede revisor, opdagede vi, at økonomien overhovedet ikke var så god, som den så ud på papiret. Blandt andet var nogle poster opgjort forkert, så vi i virkeligheden havde underskud. På det tidspunkt havde seks af os købt en hovedaktionær ud i den tro, at vi overtog en sund virksomhed. Efter noget tid måtte vi erkende, at økonomien ikke kunne hænge sammen. Henrik Sass var på det tidspunkt stoppet, da han var kommet i Folketinget. Men han var stadig medejer og led samme tab som os andre.

Overså underskud

Den dårlige økonomi var vel hans ansvar som direktør?

- Ja, økonomien var hans medansvar. Jeg tror, at det har været en sund erfaring at gå ned med en virksomhed, siger Fleming Voetmann.

B.T. har fået aktindsigt i konkursboet for Rostra A/S, der viser, at Henrik Sass Larsen som direktør overser underskuddet. Det får en revisor til at spørge, om den kommende socialdemokratiske finansminister, Henrik Sass Larsen, har styr på økonomi.

- Driften i det her selskab er meget dårlig. Lønudgiften er tilsyneladende eksploderet, uden at indtægterne er fulgt med. Det kan man klandre ledelsen for – en eventuel kommende finansminister, der står til at styre økonomien for hele Danmark, kan ikke engang styre økonomien i et lille firma, siger Thorbjørn Helmo Madsen, der i 30 år har drevet revisionsfirmaet Timetax. I interview med Berlingske Business 2006 sagde Henrik Sass Larsen om virksomheden.

- Det gik galt på et tidspunkt, hvor vi tabte alle pengene. Det er meget enkelt: Vi var ikke dygtige nok til at køre forretning - hele formuen røg, og det gik lynhurtigt, siger Henrik Sass Larsen. Til B.T. ønsker Henrik Sass Larsen ikke at blive interviewet om sagen. Han sender blot følgende citat.

- Jeg udtrådte af ledelsen af det firma, jeg var medejer af, for 11 år siden. Halvandet år derefter går firmaet desværre konkurs. Jeg taber min investering, men sådan er vilkårene for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed, skriver Henrik Sass Larsen.