Til sommer overtager den tidligere statsminister formandsposten i en international organisation for grøn vækst. Selv Helle Thorning roser sin politiske rival med tjansen.

Den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er lørdag blevet udnævnt til bestyrelsesformand for den grønne, internationale vækstorganisation Global Green Growth Institute i Sydkorea. Løkke overtager posten fra juli, hvor han får overdraget ansvaret fra dr. Han Seung-soo, tidligere koreansk premierminister.

- Det er en stor ære at blive valgt til posten som bestyrelsesformand for Global Green Growth Institute, og jeg ser frem til at bidrage til videreførelsen af det projekt, Danmark som den første bidragsyder besluttede at støtte i 2011 under VK-regeringen, oplyser Lars Løkke Rasmussen på sin Facebook-proil lørdag eftermiddag.

Idéen til det internationale institut, der også har en afdeling placeret i Danmark, blev født af Sydkoreas præsident, Lee Myung-bak, under klimatopmødet COP15 i København.

Nuværende statsminister Helle Thorning-Schmidt er glad for, at Danmark med Lars Løkke Rasmussen som ny formand sikrer sig en international post med fokus på grøn vækst.

- Jeg opfatter det som en stor anerkendelse af Danmarks indsats for at sætte fokus på grøn vækst, og jeg er sikker på, at udnævnelsen vil bidrage til det allerede tætte samarbejde mellem Danmark og Korea om den grønne dagsorden, oplyser Thornings-Schmidt på Statsministeriets hjemmeside.

Hun siger, at valget af Løkke er sket med »fuld opbakning« fra regeringen.

Lars Løkke Rasmussen bliver formelt indsat som formand under en indsættelsesceremoni i Rio de Janeiro i juni, og formandsposten gælder for en to-årig periode. Instituttet har 60 ansatte i hovedkontoret i Seoul, og ud over lokalafdelingen i Danmark, ligger der også et lokalt kontor i Abu Dhabi.