Kan nu tidligst indføres efter et valg

De Konservative smider vetokortet på bordet og kræver, at den kommende brændeafgift enten skal droppes eller vente til efter næste valg. Skatteministeren opfordrer til besindelse.

Den kommende brændeafgift er vanvittig og vil skabe et administrativt helvede, mener de Konservative. Partiet sætter nu foden ned for afgiften, der blev aftalt i energiaftalen fra 2012 for at sikre finansiering til grøn omstilling. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

»Vi nedlægger veto mod brændeafgiften. Den ligger uden for det, vi har aftalt i energiaftalen. Vores veto betyder, at vi spærrer for, at det kan vedtages. Hvis de andre partier alligevel gør det, så opsiger vi forliget, og så må de vente med at vedtage det til efter næste valg. Så må vælgerne ved valget tage stilling til, hvem de synes, mener det rigtige i denne sag,« siger energi- og finansordfører Mike Legarth (K) til avisen.

Afgiften er ny og lægges på brændsler, der bruges til rumvarme, herunder halm, brænde og træpiller. Det er blandt andet blevet kritiseret, at der indføres afgift på brænde, som folk selv skærer af træerne, og at det er svært at sige, præcis hvor meget et brændetårn vil stige i pris, da afgiften beregnes ud fra træets brændværdi.

»Da vi lavede aftalen, var der ingen embedsmænd eller forhandlere, der tænkte over, at der skulle afgift på småbrænde til brændeovnen. Vi talte om en afgift på fjernvarme. Nu får vi et administrativt helvede, der også vil øge grænsehandlen,« siger Mike Legarth.

Skatteministeriet har forsøgt at undtage brændet for afgiften, men det vurderes, at det vil være konkurrenceforvridende og i strid med EUs regler. Det anerkender de Konservative ikke og partiet vil i givet fald udfordre EU i en retssag, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Energiaftalen skal sikre grøn omstilling for 3,5 milliarder kroner i 2020. Heraf vil omkring 300 millioner kroner ifølge Mike Legarth komme fra brændeafgiften.

Ifølge forsyningssikkerhedsordfører Thomas Danielsen (V) er Venstre »bekymret« over den nye afgift, men han siger, at det er »lidt tidligt at nedlægge veto, når vi ikke har set alle høringssvarene endnu«.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), melder sig parat til at lade Dansk Folkeparti stå uden for den del af aftalen, hvis det ikke lykkes at ændre den inden næste valg.

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) opfordrer i en mail til Morgenavisen Jyllands-Posten til besindelse i forligskredsen.

»Man kan jo ikke sige ja til at bruge pengene, og nej til at hente finansieringen. I Venstre og Konservative må man også stå ved sit ansvar, og det forventer jeg også, at man gør, selvom man truer med at bakke baglæns ud af noget, man selv har været med til at finde på,« skriver han og pointerer, at afgiften, omend upopulær, finansierer »den meget grønne energiaftale«.