Enhedslisten fastholder S og SF på de to partiers løfter om bedre sundhed. Socialdemokraterne og SF skal ikke ustraffet løbe fra de sundhedsløfter, som Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal udstedte en uge før folketingsvalget.

Regeringens støtteparti Enhedslisten vil holde S og SF fast på løfterne, fastslår partiets sundhedsordfører, Stine Brix.

- Jeg vil huske dem på, hvad de sagde i valgkampen. Det er helt sikkert noget, vi vil tage med, når vi skal diskutere finanslov, siger hun.

Thorning og Søvndal lovede et gratis årligt tandlægetjek til unge og fattige, gratis sundhedstjek til folk, som fylder 40, 50 og 60 år samt flere lægeambulancer til udkantsområder.

LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ:


Desuden fik patienterne et løfte om, at ingen længere skulle ligge på hospitalsgangene.

Stine Brix forstår ikke, hvorfor S og SF dropper ønskerne.

- Jeg undrer mig over deres prioritering. De har ikke droppet løfterne, fordi det er dårlige idéer, men fordi de mangler penge, siger hun.

Kritikken kommer efter, at sundhedsminister Astrid Krag (SF) har forsvaret løftebruddet med, at S og SF ikke har 90 mandater alene, og at der i øvrigt er lavvande i statskassen.

- Jeg har ikke adgang til den skov, hvor pengetræerne vokser, siger Astrid Krag, der nu nøjes med at sige, at hun vil "kæmpe for", at rækken af sundhedsløfter bliver indfriet. Men hun vil ikke love, at det sker. Og hun vil slet ikke sætte dato på.

Det har fået flere patientforeninger til at kritisere de to partier. Især er der kritik af, at løftet om fjerne patienterne fra gangene ikke opfyldes.

- Det er rigtig, rigtig ærgerligt, at de ikke har fundet penge til det, siger formanden for Danske Patienter, Lars Engberg.

/ritzau/