Finanslovsforslaget for 2010 er ikke blot det mest dystre, som VK har fremlagt siden magtovertagelsen i 2001. Med udsigten til et underskud næste år på hele 86,3 milliarder kroner på den offentlige saldo er der tale om historisk dårlige tal på niveau med nogle af de katastrofale år i 1970erne under Anker Jørgensens regering.
Det er helt slut med, at skiftende Venstre-finansministre kan prale af gigantiske overskud på de offentlige finanser eller kritisere oppositionen for at lade pengene fosse ud af statskassen.Man må gå ud fra, at eksempelvis De Konservatives forsøg på at udstille Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt som en ”ny Anker Jørgensen – bare i pænere tøj”, ikke bliver gentaget med de aktuelle tal.
Lyspunktet i finanslovsudspillet er forventningen om, at væksten bliver højere til næste år – altså et tegn på, at krisen vil vende i overskuelig fremtid.
Samtidig giver regeringen økonomien et spark fremad med en række initiativer såsom fremrykning af offentlige investeringer. I 2009 og 2010 ventes de offentlige investeringer i infrastruktur, sygehuse, veje og miljøtiltag at vokse med 15 procent hvert år, og så høje vækstrater er ikke set siden den kraftige udbygning af velfærden i 1960erne.
Men alt i alt udstiller regeringens finanslovsforslag problemerne med at fastholde en ansvarlig økonomisk politik. De gigantiske underskud opstår blandt andet som følge af, at flere skal have arbejdsløshedsunderstøttelse, at der er færre indtægter til statskassen i form af moms og skat, og at den skattelettelsespakke, som træder i kraft til nytår, kun delvist finansieres i 2010.
Først i 2012 skal danskerne til at ”betale” for skattelettelserne, når blandt andet rentefradraget og andre fradrag sættes ned.
Det alvorlige problem for regeringens økonomiske politik er ikke, at et enkelt år eller to kan udvise et stort underskud på den offentlige saldo. Det langsigtede problem er, at regeringen har forsømt – gennem de syv fede år – at gennemføre de reformer, som gør, at velfærden kan fastholdes, når andelen af ældre vokser i samfundet.
Uanset den nuværende økonomiske situation kommer der på længere sig til at mangle 14 milliarder kroner om året i statskassen. Regeringen har konsekvent haft blikket rettet imod, at hvert valg skulle vindes, og alene elementerne i den hurtigt indgåede skattereform vidner om, at regeringen slet ikke har været nok optaget af at skaffe den ekstra permanente beskæftigelse.
Frem mod 2010 skal beskæftigelsen øges med hele 50.000 mennesker, medmindre danskerne skal præsenteres for omfattende skatteforhøjelser eller nedskæringer i den offentlige service.
Reformer af dagpenge og efterløn er upopulære og umulige at gennemføre i krisetider – men uden nærmer regeringens økonomiske politik sig den afgrund, man hele tiden har brystet sig af at være på lang afstand af.
Krisen betyder, at regeringen næppe får gennemført reformer på denne side af et folketingsvalg. Jo tættere, valget rykker på, des mindre er modet til at gennemføre kontroversielle tiltag.
Derfor nøjes finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) med at skrive i finanslovsforslaget , at ”selv når udfordringerne på den korte bane er mærkbare, er det centralt at bevare fokus på de langsigtede udfordringer for den offentlige økonomi”.
Det betyder på dansk, at regeringen – og befolkningen - i øjeblikket lever over evne, og at der er en regning, som venter forude. De færreste har bare lyst til at gøre noget ved det.
