En af verdens bedste kvindelige MMA-kæmpere Ronda Rousey, der indtil sidste år var ubesejret, talte for første gang tirsdag med medierne om hendes overraskende nederlag til Holly Holm d. 15. november sidste år.
Ronda Rousey har været nede i kulkælderen siden nederlaget i titelkampen i Melbourne, fordi hendes ubesejrede stime blev brudt. Hun følte sig som ingenting efter nederlaget og tænkte, at hun ikke havde noget at leve for længere. Det skriver The Guardian.
Ordene kom frem, da Ronda Rousey blev interviewet i Ellen DeGeneres Show.
»Jeg sad der i hjørnet og tænkte, hvad er jeg, hvis jeg ikke er det her? Jeg sad virkelig der og tænkte over, om jeg skulle tage livet af mig selv. Jeg havde det som om, at jeg ikke længere var noget. Hvad gør jeg? Ingen vil have noget med mig at gøre mere,« sagde Ronda Rousey, der dog umiddelbart efter fik øje på sin kæreste, hvorefter hun kom i tanke om, at hun ville være der for ham og have en familie.