Teleselskabet TDC udvider direktionen med tre medlemmer - to mænd og en kvinde.

Tre nye ansigter vil fra 1. januar 2007 deltage i direktionsmøderne i TDC.

Bestyrelsen i TDC A/S har besluttet, at direktionen, der i dag består af administrerende direktør, Jens Alder, og finansdirektør, Hans Munk Nielsen, skal udvides med tre nye medlemmer - to mænd og en kvinde.

Kim Frimer er 47 årgammel og har været ansat i TDC koncernen fra 1986, fra 2004 som administrerende direktør for TDC Totalløsninger. Han fortsætter på posten som administrerende direktør i TDC Totalløsninger.

Mads Middelboe er 46 år gammel og har været i koncernen siden 2000. Fra 2002 har han været administrerende direktør i TDC Mobil. Også han fortsætter i sit hidtidige job.

Henriette Fenger Ellekrog er 40 år og har været ansat i TDC koncernen fra 1998, siden 2004 som koncern HR direktør.

/ritzau/