Erhvervsfiskerne bør ikke have lov at fange de store vilde og truede Østersø-laks. Det er ren massakre, mener Danmarks Sportsfiskerforbund

Sportsfiskerne mener, at erhvervsfiskerne udfører regulære laksemassakrer i Østersøen og kræver det kommercielle laksefiskeri stoppet her. På grund af dioxin i de truede laks ender mange fisk som minkfoder og ikke som menneskeføde, mener Danmarks Sportsfiskerforbund.

Kravet om laksestoppet kommer samtidig med, at en ny dansk bekendtgørelse træder i kraft lørdag. Den tillader nu fangst af Østersølaks op til 5,5 kilo renset vægt uanset om fisken indeholder giftstoffer.

De gældende EU-regler for giftindhold af dioxin og PCB gælder ellers kun for laks på under to kilo, oplyser Danmarks Sportsfiskerforbund.

Ved en såkaldt trimning tilskæres fisken, så en lille del af selve laksefileten kommer under grænseværdien. Resten af laksen destrueres. Det betød, at mindst 16.000 store Østersø-laks i forrige sæson endte som minkfoder, blot fordi erhvervsfiskeriet efter laks skal fortsætte. Nu går sportsfiskerne til fødevareministeren./ritzau/