Danmarks Akvarium har anskaffet sig en uanselig, men livsfarlig sommerattraktion. Det drejer sig om en blåringet blæksprutte, også kendt som "Octopussy" fra James Bond-filmen af samme navn. Den fuldvoksne sprutte er ikke mere end 5-6 centimeter lang, men skal trods sin lidenhed behandles yderst varsomt. Dens bid er dødeligt, hvis man ikke straks kommer under behandling.

Hvert år dør flere mennesker efter at være bidt af de små blåringede blæksprutter, især dykkere og badegæster i Indonesien og det nordlige Australien.

Akvariets nye beboer er, som andre blæksprutter, ekspert i at skifte farve, og kan derfor være vanskelig at få øje på.

De blå ringe kommer tydeligst frem, når blæksprutten er ophidset, bange eller parat til at gå til angreb.

Giften fra de blåringede blæksprutter er identificeret som tetrodotoxin (TTX), som er et velkendt stof fra mange forskellige dyrearter, bl.a. pindsvinefisk og pilegiftfrøer.

TTX virker ved at lamme åndedrætsmuskulaturen. Hvis mennesker, der er blevet bidt, kommer under hurtig behandling, vil kunstigt åndedræt og respirator kunne redde deres liv.

Men det tager over et døgn, før giftvirkningen fortager sig, og der er risiko for hjerneskade, hvis det har taget for lang tid, før patienten kom i behandling.

"Octopussy" i James Bond-filmen var væsentligt større og har formentlig været en større ugiftig art, som kunstigt har fået påmalet de blå ringe, der vidner om dens farlighed, antager Danmarks Akvarium. /ritzau/