Sørgeligt, meget sørgeligt, men sandt – Marie Fredriksson er i 2010 åbenlyst sygdomsmærket, og Roxette er kun en skygge af sig selv
ROXETTE, BøgescenerneJeg kan kun håbe, at et fantastisk publikums support til et rystende svagt Roxette og en åbenlyst sygdomsmærket Marie Fredriksson ganske enkelt skulle tjene til at hjælpe Marie fornuftigt i land, selv om hun hverken har stemme eller bevægelser i behold. Eller i hvert fald ikke havde det i Skanderborg.
Det var i så fald en smuk, smuk gestus fra publikums side, men det ændrer ikke ved, at Roxettes optræden i Skanderborg antog karakter af en tragedie – muligvis fordi (jeg kan jo ikke vide det) Marie Fredriksson stadig er mærket af sin kræftsygdom tidligere i årtiet.
I hvert fald var hun i en sørgelig forfatning. Hendes vokal var i perioder næsten kun en hvisken, og hun var stort set statisk på scenen. Sagt mere prosaisk: hun sang ad helvede til og måtte overlade det nødvendige vokalarbejde til bandpartner Per Gessle.
Som Roxette-fan siden dag ét var det sørgeligt at overvære, og jeg overvejede i flere ombæringer simpelthen at gå. Jeg er ikke én af dem, der stopper op og kigger på, når en ulykke sker lige foran mig.
Jeg elsker jo for fa’en også ”Joyride”, ”Sleeping In My Car”, ”The Look” og ”It Must Have Been Love”, men jeg vil hellere have lov at beholde minderne, end jeg vil have sekunda-versioner af de sange serveret af et band, som burde vide bedre end at tage på landevejen og servere dem i slatne sing-along versioner.
Men igen: godt gået af publikum at hjælpe Roxette igennem. Men til Roxette: hvordan fanden kan I tillade jer at forvalte jeres egen betragtelige sangskat på dén måde. Uden en Marie i form er Roxette kun en skygge af sig selv.
Kære Marie Fredriksson, jeg ønsker dig alt godt. Og jeg håber vi engang igen får lov at opleve dig som den vitale, energiske popsangerinde, du har været.
