Hvis man skal tro landets musikanmeldere, så leverede The Rolling Stones alt fra en afdanket præstation til en fantastisk musikoplevelse på Roskilde Festival torsdag.

En koncertoplevelse er som regel individuel og personlig, og ofte fokuserer man på vidt forskellige segmenter i musikken.

Sådan har det i høj grad også været for landets musikanmeldere, der torsdag aften var stimlet sammen foran Orange Scene på Roskilde Festival sammen med titusindvis af forventningsfulde fans for at høre de levende rocklegender The Rolling Stones.

Musikanmeldere er i dagens aviser dybt uenige om, hvorvidt Mick Jagger og co. leverede guderock eller ligegyldige guitartoner. Jyllands-Postens anmelder, Peter Schollert, hører til den første kategori. Han giver briterne fem af seks stjerner.

Se billederne fra koncertbraget: Rolling Stones ruller sig ud på Roskilde

- Det blev en noget nær fantastisk koncertoplevelse, som skrev sig ind i Roskilde Festivals historie med Prince, Bruce Springsteen og Kraftwerk som nogle af de seneste års højdepunkter, skriver Jyllands-Posten.

Fem stjerner gives også fra både BT og Berlingske, som begejstres over det historiske vingesus, det var, at have Rolling Stones på Roskilde Festival.

- Mens folk sivede hånd i hånd væk fra Orange Scene stod man tilbage med fornemmelsen af, at et tandhjul i det store rockmaskineri endelig var gået i hak. En scene og et band var blevet genforenet - historiebøgerne tilføjet nok et kapitel, skriver Berlingskes Lars Rix og tilføjer, at The Rolling Stones beviste, de stadig kan flyve.

BTs udsendte, Steffen Jungersen, havde samme oplevelse af bandet.

- The Rolling Stones’ koncert, publikums overvældende reaktion og Roskilde Festival gik i smuk symbiose om dét, det hele handler om: Livet levet smukt, rigtigt og stærkt. De kalder det rock and roll. Og hvis det »only« er det, er det sgu nok til mig, skriver BT-anmelderen.

Det var dog ikke alle de fremmødte ved Orange Scene, der følte sig lige så godt underholdt af de aldrene briter. Ekstra Bladets Thomas Treo lader sig nøje med tre stjerne i sin anmeldelser, der har overskriften »Slappe Stones: Viagraen svigtede«.

Se billederne: Kendte valfartede til Stones i Roskilde

- The Rolling Stones er ikke, hvad de har været, og det er de færreste jo, når de runder 70. Englænderne var dog bedre i Roskilde, end de var i Stockholm i tirsdags. Eller snarere mindre ligegyldige, skriver Thomas Treo.

Også Politikens Simon Lund har oplevet væsentligt bedre koncerter, end den han var til torsdag aften i Roskilde.

- Problemer med at finde ind i samme tempo (og ikke mindst at holde det!) sloges The Rolling Stones med hele aftenen. De startede og sluttede med fyrværkeri, men derimellem var det en ujævn og bulet affære, der mest lød som et kassettebånd glemt et par årtier i vindueskarmen, skriver Politikens musikredaktør og uddeler tre stjerner ud af seks.

Hvilken anmelder rammer bedst Rolling Stones' optræden?