Flygtende røvere forsøgte at ryste politiet af ved at kaste med partisansøm.

Politifolk affyrede skud mod en bil med to mænd, der fredag forsøgte at flygte fra et mislykket bankrøveri mod Danske Bank på Nytorv i Slagelse.

Personale og kunder forsøgte at overmande røveren inde i banken, så han valgte et taktisk tilbagetog. Sammen med en medgerningsmand flygtede han i en VW Golf.

En betjent så bilen på vejen mod Næstved og optog forfølgelsen. Røverne kastede partisansøm på vejen i et forgæves forsøg på at ryste politimanden af.

Ved Næstved skød politiet mod bilen, der kort efter kom i skred og væltede.

To mænd på 19 og 20 år er nu anholdt, og de fremstilles senere fredag i grundlovsforhør.

/ritzau/