En 60-årig mand er onsdag aften omkommet i en ulykke på motorvej E20 i østgående retning ved Sorø. Bilen brød i brand, og manden omkom i flammerne, fortæller vagtchef ved Sydsjælland- og Lolland Falsters Politi Søren Østervig.

»Manden har været ved at lave en overhaling, da han højst sandsynligt får et ildebefindende og kører ind i midterrabatten og rammer autoværnet,« fortæller vagtchefen.

Bilen blev holdende i midterrabatten et godt stykke tid, før den brød i brand, og først derefter fik politiet meldingen om ulykken.

Politiet er nu i gang med at undersøge, hvad der forårsagede ulykken. En bilinspektør skal undersøge bilen og årsagen til branden, mens et ligsyn skal afgøre, hvad der fik manden til at køre ind i rabatten.

Motorvejen var efter ulykken spærret fra klokken 18.00 til klokken 20.10

BNB