Jens Andersen fik et chok, da fem betjente mandag mødte op og ransagede hans hjem i Stege . Nu vil han have en kæmpe erstatning, og det krav er ikke helt hen i vejret, siger advokat.
Politiet og Skat er tilsyneladende gået hårdt ind i jagten på den person, der lækkede oplysningerne om Helle Thorning-Schmidts fortrolige skatterapport.
Mandag formiddag gik det således ud over Jens Andersen og hans 21-årige datter fra Stege, der begge blev noget chokeret, da fem politibetjente mødte op og ransagede deres hjem. Jens Andersen blev anholdt og er fortsat 'formelt sigtet i sagen' - en sigtelsen der ifølge ham selv er helt hen i vejret.
Læs også:
Han føler sig derfor så fortørnet over ransagning, at han nu vil føre en erstatningssag overfor både politiet og den kvinde, som han mener uberettiget har anmeldt ham.
- Jeg vil søge noget erstatning, det kan jeg love dig. Jeg ved, hvem der har anmeldt mig, og nu må det stoppe, siger Jens Andersen.
Til dagligt arbejder han med tvangsfjernede børn og har ingen kontakter i Skat. Han mener derfor, at anmeldelsen er et led i en chikane mod ham, som har foregået siden han i april deltog i en demonstration mod VKO. Kvinden, der siden har chikaneret ham, skrev nemlig på hans Facebook-side for kun et par uger siden, at hun havde anmeldt ham til politiet i sagen.
Jens Andersen ved ikke, hvor stort et beløb, som han vil søge erstatning for - men det er heller ikke det vigtigste, siger han:
- Det er ikke for pengenes skyld, dem kan jeg sådan set bare donere væk. Det er simpelthen bare for at stoppe hende. Advokaten siger, at den eneste måde man kan stoppe sådan noget chikane på, er ved et ordenligt erstatningskrav.
Han har bedt den kendte forsvarsadvokat Bjørn Elmquist om at føre sagen for sig.
Bjørn Elmquist bekræfter, at han har har fået en telefonisk henvendelse fra Jens Andersen, og siger, at han er ved at undersøge, hvad den præcise sigtelse lyder på. Han kan derfor endnu ikke kalde sig forsvarer for Jens Andersen.
Men han medgiver, at Jens Andersen kan have ret til en form for erstatning for ransagningen, hvis han er uskyldig i sagen.
- Hvis sigtelsen ikke fører til, at man rejser tiltale mod ham, så har han krav på erstatning. Og hvis man rejser tiltale, og han så senere bliver frifundet, så har han også krav på erstatning, lyder det fra advokaten.
Jens Andersen, der det seneste døgn er blevet landskendt, efter at hans sag har rundet alle medier, glæder sig bare til, at sagen er overstået: Han fortæller, at både han selv og hans datter har det godt på trods af den ubehagelige oplevelse med ransagningen.
- Jeg har det fint nok. Jeg har ren samvittighed. Jeg er også typen, der ikke bliver kørt ned af det her. De kan ikke kue mig på den måde, men det er simpelthen svinsk, siger han.
Jens Andersen henvendte sig selv til B.T. om sagen tidligere på ugen, fordi B.T. havde skrevet historierne om Helle Thorning.