Tyskerhadet slog ud i lys lue i Danmark efter 1945, og der var kontant afregning for de mennesker, der havde stået besættelsesmagten for nær. Én af de mange børn, der måtte betale for sin danske mor og tyske fars kærlighed, var den mangeårige DR-chef Ingolf Gabold. Han løj om sin fars fortid, men modtog alligevel sit livs tæsk i skolegården.
Helt op i sit voksenliv sloges den i dag 71-årige Ingolf Gabold med oplevelserne fra Anden Verdenskrig. Han er én de officielt ca. 5.500 danske børn med dansk mor og tysk soldat som far. Som BT i går kunne fortælle, så bærer langt flere på gener fra Hitlers soldater end hidtil antaget. Igangværende forskning i faderskabssagerne fra 1940-1951 viser, at det reelle tal nærmere sig 12.000 efterkommere. Men mange krigsbørn, der voksede op med tyske soldater til fædre, fik en svær barndom i Danmark.
- Jeg lærte hurtigt, at det var farligt at sige højt, hvem min far var. Vi børn med tyske fædre var afskum i Danmark, siger Ingolf Gabold.
Som dramachef i DR i 13 år frem til 1999 har Gabold været hovedarkitekten på seermagneter som ’Rejseholdet’, ’Forbrydelsen’ og ’Borgen’, men han begyndte sit liv som en angstfyldt og nervøs sjæl langt under gulvbrædderne. I beskyttelsesrum, mens bomberne bragede over landjorden og bidrog til de tilbagevendende mareridt, han tog med sig ind i voksenlivet.
Modsat mange tyskerunger var Gabold ikke et resultat af en kærlighedsaffære på dansk jord, men et ægteskab i Tyskland. Han kommer til verden i 1942, efter hans mor fire år forinden har forelsket sig i hans far under en tur til Rhinen. Sine første leveår tilbringer han hos moderen i Heidelberg i Tyskland, mens faderen, der er sendt til Vestfronten, står hen som en sløret faderskikkelse. Ved kapitulationen i 1945, bliver alle udlændinge sparket ud af Tyskland, og Gabold og moderen sendes hjem til Danmark og tyskerhadet, hvor Gabolds mor gør alt for at skjule sit barns fædrene ophav.
- Jeg mærkede min mors frygt i de år. Hun vidste jo godt, at det var skidt at have fået barn med en tysker. Jeg talte kun tysk, og min mor turde ikke tage mig med i forretninger, hvis jeg pludselig skulle bryde ud i tysk. ‘Hvis du siger et ord på tysk, så får du et par i enden’, var beskeden. Så jeg lærte dansk på otte uger - det sagde min mor i hvert fald, fortæller Ingolf Gabold.
- Min far sendte amerikansk Wrigley-tyggegummi herop, som jeg delte ud i skolen for at tække mine kammerater. Dem bildte jeg ind, at min far var amerikansk pilot. Det var løgn udover alle grænser. Da de afslørede mig, blev jeg kaldt både tyskerunge og Nazi-unge, og jeg fik så mange tæsk, at det halve havde været nok.
Genforenet
Efter krigens afslutning og efter Gabolds far er sluppet ud af fransk krigsfangelejr, er meningen egentlig, at Gabold og hans mor skal flytte retur til faderen, men da de kommer derned i 1947, har en anden kvinde slået kløerne i den tyske soldat, og Gabolds genforening med sin far bliver aldrig som i hans drømme.
- Mine kammerater havde jo fædre, men min far talte vi ikke om. For mig var min var en uopnåelig skikkelse. Jeg havde den her drøm om at møde min far, at der ville ske en masse følelsesmæssigt, når vi omfavnede hinanden. Men der skete ikke en skid.
I somrene efter krigen besøger Ingolf Gabold sin far i Heidelberg, men aldrig hjemme hos ham selv. ‘Du weisst, die Tante…’ som hans far siger med henvisning til sin nye hustru, der ikke bryder sig om den danske søn. I 1968 besøger Gabold faderen for sidste gang, og da han dør ti år senere, rejser Gabold ikke ned til begravelsen.
- Jeg skammede mig aldrig over min far. Men jeg ved ikke, om jeg nogensinde har tilgivet ham, at han aldrig lukkede mig ind i sit hjem. Min far var et meget lyrisk menneske og meget musisk menneske, som jeg også blev det, men han var også et svagt menneske, og han lod sin nye hustru bestemme. Det gjorde mig meget ked af det. Det er hårdt for en 12-13-årig dreng at stå uden et egentlig billede af sin far. I min opvækst har det betydet, at jeg har manglet et mandeideal, en at gøre oprør imod. I stedet blev jeg min egen far.
Krigens dæmoner
Ingolf Gabold blev et barn, der kravlede langs paneler og et ungt menneske med angstens sved mellem hænderne. Krigens dæmoner satte sig som mareridt med sortklædte mennesker og en dværg, der ville kvæle ham.
- Jeg levede i den her dobbelthed som barn, hvor jeg i den ene verden havde min kammerater, og i den anden fandtes min drømme om min far. Fantasier. Men også mareridt om bomber og lukkede, støvede beskyttelsesrum, hvor man ikke kunne få vejret, som jeg havde langt op i voksenalderen. Jeg gik meget tidligt i psykiatrisk behandling pga. mareridtene. Jeg ville være musiker, men angstens sved fik mine fingre til at smutte på tangenter. Dér fik jeg for alvor svar på nogle ting: Dit liv ér reddet. Du ér kommet ud af krigen. Og du ér en begavet musiker.
- Men det er også den dobbelthed, jeg har taget ind i mit arbejdsliv med tv-dramaerne. Den dobbelte historie. Dels historien på skærmen, som man kan identificere sig med og dels et højere plot, som har med etiske og sociale problemstillinger at gøre. Dobbeltheden i mit liv endte med at blive meget betydningsfuld for mig.
Ingolf Gabold har aldrig selv gravet i arkiverne over sin fortid. Han har heller ikke været i sin families hjemstavn Heidelberg siden 1968 og skal det aldrig.
- Fortrængningsmekanismen har været god, og det det er ikke noget jeg har lyst til at genopleve. Det er der sikkert en psykoanalytiker, der kan få en masse ud af.
