Et voldsomt røveri mod en Aldi i Silkeborg viste sig at være fup. Mandag blev en 27-årig mand anholdt for tyveri og falsk anmeldelse.

Det lød voldsomt. Søndag blev bestyreren for et Aldi-supermarked på Nørrevænget i Silkeborg truet med pistol, bedøvet og frarøvet dagens omsætning.

Ifølge bestyrerens anmeldelse blev han kort før lukketid klokken 17 overfaldet af de to røvere.

Men politiet kunne ikke få tingene til at hænge sammen og har anholdt en 27-årig mand, der ved et grundlovsforhør mandag fik anholdelsen opretholdt i tre døgn. Manden er sigtet for tyveri og falsk anmeldelse, men vicepolitikommissær Jørgen Dalsgaard fra politiet i Silkeborg vil ikke komme nærmere ind på, om det er bestyreren, der er anholdt.

- Det drejer sig om en ansat i Aldi, er alt, hvad han vil sige.

Politiet vil dog gerne høre fra mulige vidner. En tankstation med selvbetjening ved siden af Aldi havde søndag tilbud, og det trak mange kunder til.

- Nogen har måske bemærket noget ved Aldi, og dem vil vi gerne høre fra, siger Jørgen Dalsgaard.

Desuden vil man gerne i kontakt med en kvinde med en klapvogn, som søndag eftermiddag var i Aldi uden at købe noget. Da hun gik, sagde hun ifølge et vidne: "Det er den fjerde butik, jeg har været i uden at købe noget".

/ritzau/