Amalies kæreste Peter Birch ryster på hovedet af politiet og synes pengene skulle være brugt på SU-studerende

27 dage. Så kan den tidligere Paradise Hotel-deltager Peter Birch smide den fodlænke, han har været tvunget til at gå med i 40 dage. Det sidste synlige bevis - sammen med et hul i banken - på den voldsfarce, der startede en aprilnat sidste år.

Her anklagede den daværende ekskæreste Amalie Szigethy ham for at have tæsket hende, men siden trak hun alle anklager retur, og nu hiver politiet hende så i retten for falsk vidneforklaring.

Og det huer bestemt ikke Peter Birch, der atter har fundet sammen med 'Malle', som hun bliver kaldt.

- Jeg fatter simpelthen ikke, at de rejser en sag nu, hvor alt var ved at være overstået. Det virker meningsløst at rejse en sag nu. Jeg synes, at politiet bruger deres ressourcer og tid helt forkert. Det gør intet godt for samfundet, at de nu rejser en sag siger Peter Birch til bt.dk

Han mener at politiet er gået efter de lette, men forkerte forbrydere.

- Der handles stoffer døgnets 24 timer på Istedgade, og så går de efter at knalde sådan nogle som os! Vi er nogle lette ofre. Politiets tid burde gå til at fange hardcores kriminelle, og pengene burde efter min mening bruges til SU-studerende og folk, der virkelig mangler, siger han.

Efter natten, hvor Amalie påstod, at Peter havde slået hende, gik hun sågar på Go' Morgen Danmark og fortalte, at det var sket indtil flere gange. Men da sagen endelig kom for retten seks måneder senere, havde de to atter fundet sammen, og hun trak alt retur.

I retten dengang forklarede hun det således:

- Jeg var stadig bagstiv, da jeg blev afhørt af politiet. Og jeg overdrev rigtig meget. Peter har ikke rørt mig og han har ikke taget kvælertag på mig. Det var noget jeg fandt på fordi jeg var vred og fuld, sagde Amalie i retten sidste år.

Kæresten Peter Birch, der til daglig driver en bar i København, havde ellers endelig glædet sig til endelig at få sat et punktum i den kuriøse sag.

- Det er ingen hemmelighed, at sagen har slidt på vores forhold. Vi er jo nødt til at forholde os til det alt sammen igen, og vi vil begge to gerne bare se fremad, siger han.

Da der faldt dom i sagen sidste år, fik Peter først en betinget dom på 60 dage, men da han ankede, kvitterede Landsretten i stedet med en ubetinget dom på 40 dage. Og en bøde samt betaling af sagsomkostninger, der løb op i snart 100.000 for den tidligere reality-deltager.

- Økonomisk set har det været en meget, meget dyr leg. Jeg kunne være gået på kasino en måned i Las Vegas for de penge. Så det har bestemt ikke været sjovt, siger Peter, der i dag driver en bar i København.

Onsdag fik sagen så en ny begyndelse, da en kortfattet Amalie til Ekstra Bladet oplyste, at hun nu var 'sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelse om falsk forklaring'. 

Den slags giver i udgangspunktet 60 dages ubetinget fængsel, oplyser politiet.

- Det er ulovligt at lyve i retten, og vi tager sager om falsk forklaring meget alvorligt, siger politiadvokat Jens Rasmussen fra Københavns Politi.

Statsadvokaten behandler alle sager om falsk vidneforklaring, og den skal nu afgøre, om der skal rejses tiltale mod Amalie Szigethy.