Amalie og hendes mor Charlotte Kejser vil politianmelde Peter for vold. Men anklagerne har intet på sig, siger Peter Birch.

- Det er løgn. Jeg har ikke rørt hende, det passer ikke. Hvorfor skulle jeg gøre det, siger Peter til bt.dk om episoden i Studiestræde i nat.

Ifølge Charlotte Kejser, Amalies mor, har Peter tæsket Amalie, forulempet hende seksuelt og holdt hende indespærret i en kælder i København i næsten to timer.

Men den version af historien kan Peter ikke genkende, selvom han indrømmer, at de har været sammen i nat.

- Der må være en politirapport eller nogle billeder af, at hun har mærker. For det passer ikke, jeg har ikke rørt hende, siger han til bt.dk.

- Det er Charlotte, der overdriver. Amalie var stiv, og så overdriver hun. Der er ikke noget at komme
efter overhovedet, fastslår han.

Peter mener, at det er Charlotte Kejser, der finder på historier om stoffer og vold. Han håber, at der snart bliver taget et billede af Amalie, så alle kan se, at hun ikke har blå mærker eller andet på sin krop.

Der er jo vidner, der har set dig i kælderen?

- Jeg har været der, men jeg har ikke rørt hende, vi skulle bare snakke sammen, fortæller Peter, der frivilligt vil tage på politistationen for at fortælle sin version af hændelsesforløbet.

- Jeg kan godt forstå, at Amalie er frustreret over situationen. Jeg var i den kælder. Det er rigtig nok. Men jeg har ikke rørt hende. Jeg kunne aldrig finde på at krænke hende. Det var meningen, vi skulle snakke sammen, men så begyndte vi at råbe og skrige af hinanden, siger Peter til bt.dk og fortsætter:

- Jeg spurgte hende, om vi ikke skulle finde ud af det igen. Og det var der, det gik helt galt. Jeg hørte godt, at hun ringede til sin mor og sagde noget andet.

Vil have hende tilbage

Peter Birch har været på Station Bellahøj for at afgive forklaring, men politiet sendte ham hjem igen. Amalies skal anmelde episoden, før man vil tale med Peter. 

Lige nu er han bare 'skide' ked af det. Han fortæller med bævende stemme, at han stadig elsker Amalie over alt på jorden, og hvis hun vil være sammen med ham igen, så er han parat til at tilgive alt.

- Jeg håber virkelig meget, at Amalie snart ringer til mig, siger Peter, der ikke har haft held med at komme i kontakt med Amalie i løbet af dagen.