Gareth Bale scorede torsdag aften to fantastiske frisparksmål mod Lyon i Europa League. Den ene scoring fejrede han ved at skabe bogstavet A med et håndtegn.

Han har før meldt ud, at det karakteristiske hjerte-håndtegn ved sine scoringer er tilegnet kæresten Emma Rhys-Jones.

Men torsdag aften sneg der sig et nyt håndtegn ind i repertoiret. Efter den ene af Gareth Bales to scoringer mod Lyon viste han således bogstavet A, som det ses på artiklens billede.

Det er en hyldest til endnu et familiemedlem. Nemlig datteren Alba Violet Bale, der kom til verden i oktober.

Om det er bevidst eller et tilfælde, lader vi stå hen i det uvisse. Men forkortelsen af datterens navn er AVB, hvilket er det selvsamme som Tottenhams træner, André Villas-Boas. Så er der mon også tale om endnu en hyldest her?