Der er en grund til at Google+ ikke er helt så spartansk i udseendet som vi er vant til fra Google. 'Denne gang SKAL det lykkes.'

Det synes at være den sætning, Google-folkene har sagt til hinanden i forhold til lanceringen af Google+. Googles to tidligere forsøg på at lancere et socialt netværk, Buzz og Wave, har været eklatante fiaskoer. Så for at sætte prikken over i’et på Google+, har Google hyret en mand, der tidligere arbejdede for et firma, der virkelig ved, hvordan man får teknologi til at se pænt ud. Nemlig Apple.

Andy Hertzfeld var manden, der mellem 1979 og 1984 designede det interface, der gjorde Macintosh-computeren berømt. Det er magasinet Wired, der har fundet frem til historien om, at Hertzfeld, der har været ansat hos Google siden 2005, fik frie hænder til at lade design-generne få frit løb. Og det kan ses på Google+, der er noget af det pænere, der er kommet ud af Google-hovedkvarteret i Mountain View, Californien.