Gimi Levakovic har afsonet sin fængselsstraf.

Han blev landskendt, da han invi­terede TV2 indenfor i sit hjem. Dernæst blev han centrum i et politisk spil om udvisning af kriminelle udlændinge. Nu er Gimi Levakovic løsladt og fortsætter sit liv i Danmark som en fri mand.

Sigøjnerbossen Gimi Levakovic er blevet løsladt efter at have afsonet alle sine domme. Det oplyser hans advokat Michael Juul Eriksen til BT.

»Jeg fik at vide lige før jul, at han er blevet løsladt. Han har afsonet fuld tid. Vi prøvede ellers om han kunne blive prøveløsladt, men det kunne han ikke, så nu har han afsonet hele sin straf og skylder således ikke ­noget,« siger Michael Juul Eriksen.

Gimi Levakovic blev i 2015 idømt et år og seks måneders fængsel for trusler og våbenbesiddelse. Oveni havde han noget reststraf fra en færdselsdom, som han manglede at afsone.

Men nu er tavlen visket ren, og Gimi Levakovic har genoptaget sit liv i Danmark.

I en række videoer, der er lagt på Facebook kort før jul, fører den 47-årige vanekriminelle sig frem i sin vanlige stil.

Han taler højrystet dunder og peger arrigt ind i kameraet, men han viser også en blød side, hvor han prøver parfume og spiller guitar foran juletræet.

Kendt fra tv

Gimi Levakovic blev landskendt, da TV2 bragte dokumentarserien ’Sigøjnerbossen – og hans berygtede familie’.

Med store muskler, store armbevægelser og en smøg i kæften viste han sit liv og sin familie frem for seerne.

Gimi Levakovic har 26 domme bag sig og har været på offentlig forsørgelse hele sit liv. Han er en del af den berygtede Levakovic-klan, der har kostet det danske samfund millioner af kroner. Flere af familiens medlemmer er blevet udvist til Kroatien, og Gimi Levakovic var tæt på at ryge samme vej, da Retten i Næstved idømte ham udvisning i 12 år for dødstrusler og besiddelse af et skarpladt våben i Korsør.

Landsretten valgte imidlertid at omstøde dommen, og det vakte et ramaskrig i befolkningen. Justitsminister Søren Pind fik Rigsadvokaten til at prøve sagen ved Højesteret, men landets øverste retsinstans gav også Gimi Levakovic lov til at blive i landet.

Højesteret lagde vægt på, at Gimi Levakovic har boet i Danmark det meste af sit liv og har fuld forældremyndighed over to mindreårige børn. Højesteret henviste blandt andet til fire tidligere domme fra EU-domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der tilsammen gør det svært at udvise ham.

’En falliterklæring’

Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen er ikke begejstret for, at Gimi Levakovic nu er på fri fod.

»Det er en falliterklæring for vores retssamfund. Jeg sender en tanke til Højesteret, der har valgt at lade ham blive i Danmark, selvom det var muligt at udvise ham. Og det er ikke en positiv tanke. Det viser, at man føler sig hævet over de signaler, som Folketinget sender. Men når man ser på hans cv er det jo sandsynligt, at retten får mulighed for at udvise ham en anden gang, og indtil da vil vi arbejde på at gøre det nemmere at udvise kriminelle udlændinge. Enten ved at ændre i konventionerne eller fortolke dem anderledes,« siger Martin Henriksen.

Dansk Folkeparti ønsker både et opgør med Statsløsekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

BT har flere gange forsøgt at få Gimi Levakovic i tale, men indtil videre har han ikke besvaret vores henvendelser.