Årets første sne gav mange bilister en ubehagelig overraskelse. Foreløbig især i Jylland, men resten af landet kan også vente sig. - Det har især i Nord- og Midtjylland været en travl morgen, hvor mange bilister bad om assistance, fortæller kommunikationsmedarbejder Jeppe Ilkjær fra Falck til bt.dk.

- I Region Midtjylland har vi i tidsrummet fra kl. 05-09 måtte hjælpe 37 bilister med at blive trukket fri af sneen, og i Nordjylland har vi i morgentimerne i dag assisteret 28 fastkørte bilister, oplyser kommunikatikonsmedarbejderen.

De fleste bilister har bedt om hjælp efter at være kommet ud på de sneklædte veje, hvor det glatte føre pludselig er kommet bag på dem.

- Når det er årets første snedag, skal vi som regel lige lære at køre i sne igen. Og hvis der eksempelvis pludselig er en tung lastbil, der får trafikken til at gå i stå op ad en glat bakke, så kan problemerne opstå, tilføjer Jeppe Ilkjær.

Blandt de klassiske råd til bilisterne i sneen er at sætte farten ned, holde afstand og køre af sted i lidt bedre tid end normalt, så det er muligt at køre efter forholdene.