En halv million danskere har åbne profiler og mindst hver tredje lægger billeder op, hvor der optræder andre personer end dem selv.
Noget tyder på, at vi danskere er ligeglade med, at andre kan følge med i vores privatliv. I hvert fald den del af privatlivet, der foregår på Facebook.
Mindst en halv million danskere har en åben profil på et socialt online-netværk, viser en ny undersøgelse, som Danmarks Statistik har foretaget i samarbejde med IT- og Telestyrelsen, skriver Urban.
»Jeg synes, det er vigtigt, at man ved, hvordan man ændrer sine indstillinger, så man selv er herre over, hvem der ser med. Gør man ikke det, svarer det jo lidt til at gå ind i Big Brother,« siger Anna Ebbesen, rådgiver i mediebureauet Advice Digital, til Danmarks Statistik.
»Det er interessant, at der stadig hersker lidt Emma Gad, og at der trods alt stadig er en gruppe, der spørger om lov. Jeg håber, der er et sammenfald mellem dem, der spørger om lov, og dem, der har åbne profiler,« siger Anna Ebbesen til Urban.
Se også: 'Likejacking' er det nye angreb på Facebook
Karin Høgh, der underviser i digitale medier, mener især, at problemet består i, at folk ikke er klar over, hvad det er, de siger ja til, når de tilmelder sig et socialt medie.
»For mig er det ikke så meget, om profilen er åben eller lukket, for uanset hvad så trækker vi et digitalt spor efter os,« siger Karen Høgh til Danmarks Statistik.
Der er i det hele taget ikke noget, der tyder på, at vi er nervøse for at blive kigget over skulderen. Og hvis vi er, bekymrer det os heller ikke nævneværdigt. 64 pct. af dem, der har en profil på nettet, svarer i undersøgelsen, at de har tillid til, at deres oplysninger bliver behandlet forsvarligt.