Nick Cave fik travlt med at skrive på sin første roman efter ’The Firstborn Is Dead’, så The Bad Seeds blev nedprioriteret, og uspændende ’Kicking Against the Pricks’ bestod således udelukkende af coversange. ____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Allerede på sine to første albums med The Bad Seeds, lagde Nick Cave afstand til The Birthday Partys udgangspunkt i post-punken – ikke bare via den nye musikalske stil, men også gennem coverfortolkninger af ikke ret punkede Leonard Cohen, Elvis Presley og Bob Dylan.

Alligevel synes album nummer tre, ’Kicking Against the Pricks’, tænkt som atter en understregning af Caves nye image som crooner, en afstandtagen til den gamle stil, selvom selv den mindst opmærksomme lytter burde have bemærket skiftet på de første albums.

Dette dusin sange har formentlig fungeret som en øjenåbner for fansene, der næppe på forhånd har været bekendte med de countrynavne, der fortolkes, men rent musikalsk er det ret uspændende.

De 12 respektfulde fortolkninger af idolerne føjer nemlig alt for sjældent noget nyt til originalversionerne (coveralbummets forbandelse), og derfor er ’Kicking Against the Pricks’ langt fra lige så engagerende som Nick Caves ”rigtige” albums.

Scroll ned for at læse videre…

Skræddersyede mordhistorier
forbedre det perfekte?) – indeholder albummet dog også et par gennemført intense fortolkninger, der næsten er pladens pris værd i sig selv.

John Lee Hookers ’I’m Gonna Kill That Woman’ er selvfølgelig skræddersyet til Caves stil, og kunne lige så godt have været en af hans egne mordballader.

Det samme kan siges om ’Hey Joe’, der står i stærk, mørk kontrast til Jimi Hendrix’ og andre rockede fortolkninger – Cave fortæller mordhistorien med en regulært ildevarslende lydside, og det virker i dén grad.

’The Singer’ ligger også lige til højrebenet ligesom ’By the Time I Get to Phoenix’ og ’Something's Gotten Hold of My Heart’, der dog ikke står lige så stærkt som henholdsvis Glen Campbells og Gene Pitneys definitive versioner.

Psykisk grotte
Men ellers er der meget fyldstof på ’Kicking Against the Pricks’, der fremstår som en ujævn kuriositet i Nick Caves katalog, hvor både mørkemesteren og hans band optræder uden den besættelse, der kendetegner de resterende plader.

Cave var på vej længere og længere ind i sin personlige, psykiske grotte – heroinmisbruget tog til, og han var næsten uarbejdsdygtig, da han og Bad Seeds kort efter kastede sig ud i indspilningerne til ’Your Funeral… My Trial’, der er både fragmenteret, diabolsk sort og voldsomt stemningsfuldt.

Stofmisbrugeren var ved at gå i spåner, og det samme var den oprindelige inkarnation af The Bad Seeds.

Se videoen til 'The Singer' her: