Den tidligere europamester i boksning, Christian Bladt, risikerer karantæne efter at have røget hash forud for sin seneste kamp i slutningen af oktober.

Tidligere tirsdag kom det frem, at en unavngiven dansk bokser havde afgivet en positiv dopingtest i forbindelse med et professionelt stævne i Gladsaxe den 27. oktober. Og nu erkender den tidligere europamester Christian Bladt, at det var ham.

Prøven viste spor af THC-syre, der indikerer indtagelse af cannabis.

- Det er irriterende, for jeg havde glædet mig til at bokse. Jeg fik kampen med rimeligt kort varsel, og den slags kan åbenbart spores i længere tid, end jeg troede, siger Christian Bladt til knock-out.dk.

Hash og marihuana har ingen præstationsfremmende effekt, men er alligevel på listen over forbudte stoffer. Dansk Professionelt Bokseforbund (DPBF) skal nu besluttet, hvor lang en eventuel karantæne skal være.

/ritzau/