ØVERST I ARTIKLEN KAN DU SE SITUATIONEN, HVOR BENDTNER UDGIK MED EN SKADE FOR ROSENBORG.

Åge Hareide turde ikke tage Nicklas Bendtner med til VM af frygt for den danske Rosenborg-angribers skade, der lige nu holder ham ude af kamp. Derfor måtte Bendtner altså rejse fra landsholdslejren uden en VM-billet søndag aften.

Men han gjorde det ikke uden at få ros med på vejen af landstræner Åge Hareide. Han fortalte, hvordan Nicklas Bendtner havde reageret på meddelelsen om, at han ikke skulle til VM.

»Det er det allerværste ved at være træner, når man skal vælge nogle fra. Specielt før et VM. De er selvfølgelig skuffede, men måden, de tager det på, er fantastisk. Bendtner rejste sig og spurgte, om han måtte sige noget - og ønskede holdet held og lykke. Sådan er det. De er blevet en tæt gruppe, og det er næsten lige så hårdt for spillerne, som det er for mig,« fortæller Åge Hareide i en Facebook-video hos DBU.

Det var ellers Bendtners helt store mål at komme med til VM og repræsentere Danmark, og derfor var han også tydeligt berørt, da han måtte forlade banen med en skade i sin sidste Rosenborg-kamp inden VM. Men efter en scanning af skaden i VM-lejren tændtes et håb hos Bendtner. Et håb, som dog ikke blev til virkelighed.

Han blev valgt fra af Åge Hareide, der altså frygtede ikke at kunne få Bendtner klar til den første gruppekamp mod Peru. Men det var ikke noget, som Danmarks landstræner havde glæde ved at gøre.

»Ja, jeg har set en fantastisk fin gruppe med 27 spillere, så det har været svært at vælge nogen fra. For de har stået sammen i gruppen, og de holder sammen,« fortæller Hareide.

Åge Hareide havde tidligere søndag fortalt, at en sidste træning skulle afgøre, hvor tæt de skadede spillere var på at kunne spille igen. Andreas Bjelland og Nicklas Bendtner var altså ikke tæt nok på, mens Andreas Cornelius klarede den.

Der er dog stadig brug for en gardering for Atalanta-angriberen, og derfor har landstræneren bedt syv angribere om at pakke tasken til Rusland.

”Vi har taget en ekstra angriber med. Cornelius har været gennem genoptræning, og vi er nødt til at teste ham for at se, om han er klar. For han kan blive vigtig med fysikken til den første kamp mod Peru,« siger Hareide.

Også Mike Jensen og Peter Ankersen er siet fra som de sidste to, så Åge Hareide nu har den trup på 23 mand, som han skal sende ind til FIFA mandag.