Det er fastelavn, og det mærker man også hos Nordsjællands Politi, der lørdag formiddag udsendte en advarsel i den humoristiske afdeling til politikredsens borgere, som nu sender ros retur.

Nordsjællands Politi skriver således på Facebook, at flere grupper af svindlere banker på hoveddøre og truer sig til slik, boller eller kolde kontanter med trusler om ballade:

'ADVARSEL! FORKLÆDTE FORBRYDERE LAVER BALLADE I DENNE WEEKEND

Adskillige borgere har i løbet af dagen ringet ind og anmeldt, at op til flere grupper af svindlere har banket på deres hoveddør og truet sig til værdier i form af slik, boller eller kolde kontanter med slet skjulte trusler om ballade.

De første anmeldelser begyndte allerede at tikke ind i morges, antallet har været støt stigende i løbet af dagen, og vi forventer, at mængden af anmeldelser når sit højdepunkt i morgen, søndag.

Der har været meldinger om mange forskellige gerningspersoner, og da de alle har været maskerede, har vi ikke et entydigt signalement at dele med jer. Dog er der rapporter om mange, der ligner Elsa fra Frozen, utallige LEGO-figurer, og sågar nogen, der foregiver at være politibetjente. Forbløffende! Et fællestræk for nærmest alle gerningspersonerne er dog, at de havde et birkeris i hånden, imens de syngende gik på togt.

Skulle en gruppe af disse ballademagere banke på hos dig, lyder vores klare anbefaling: Føj deres ønsker og giv dem straks, hvad de beder om. Konsekvenserne ved at nægte kan være uoverskuelige.

Vi ønsker jer alle en god fastelavn.

//Nordsjællands Politi'

Du kan se opslaget her.

I kommentarfeltet vækker 'advarslen' tilsyneladende ikke den store bekymring blandt borgerne. Tværtimod hyldes Nordsjællands Politi for deres humor.