Den danske gruppe Lukas Graham har sunget sig ind på den amerikanske Billboard-hitliste.

Gruppen med Lukas Forchhammer i front har siden udgivelsen af debutalbummet i 2012 været lidt af en sensation herhjemme, og nu er det fire mand store band i den grad også ved at få mejslet deres navn fast i USA.

Lukas Graham har nemlig ramt den amerikanske Billboard Hot 100-hitliste, hvor de lige nu ligger på plads nr. 96. Bandets pianist og saxofonist Morten Ristorp bemærkede selv den gode nyhed på Twitter tirsdag aften.

Der har været stor opmærksomhed omkring Lukas Graham, siden bandet i december havde amerikansk tv-debut hos talkshow-vært Conan O’Brien. Her spillede de nummeret ‘7 Years’ fra deres seneste album ‘Lukas Graham Blue Album’ – og det til stor begejstring for både vært, publikum og tv-seere. Lukas Graham endte også med at vinde prisen for årets optræden hos Conan med hele 98,86 pct. af stemmerne – hvilket dog nok i lige så høj grad skyldes hjælp fra fans, amerikanske som danske.

I aften skal bandet igen på amerikansk tv, når de gæster en anden uhyre populær talkshow-vært, Seth Meyers i talkshowet ‘Late Night with Seth Meyers. Her skal Lukas Graham igen optræde med sangen ‘7 Years’, og mon ikke det kan få nummeret til at hoppe et par pladser på hitlisten?

Du kan se Lukas Grahams optræden fra Conan O’Brien her.