Når jeg peger min iPhone mod min nyfødte datter, smiler hun selvfølgelig ikke endnu.
Retter jeg den derimod mod storesøsteren på fire år, ved hun godt, hvad der forventes. Selv når hun er træt og sur. Hun smiler instinktivt, som var det den mest naturlige ting i verden.
Sådan har det ikke altid været.
Når unge danskere omkring de fyrre år bladrer deres forældres sort/hvide og dyrt fremkaldte barndomsbilleder fra 50erne igennem, ser de, hvordan selv festlige sammenkomster på solrige sommerdage ikke nødvendigvis slog store smil af sig. Derimod fangede linsen ansigtstræk, der matchede fotografiets sirligt stramme komposition: Armene ned langs siden, ret ryggen, koncentrer dig, luk munden og kig på kameraet.
Og når vi kigger på vores bedsteforældres fotos fra før Anden Verdenskrig, er smilene typisk helt væk, selv om de tilhørende historier er både muntre og sjove.
Folk så simpelthen surere ud i gamle dage. Og den fornemmelse har forskere fra to topuniversiteter bekræftet i en stor undersøgelse med titlen »Century of Portraits: A Visual Historical Record of American High School Yearbooks.« En undersøgelse, der bl.a. har været omtalt i Washington Post.
Helt konkret har forskere fra universiteter i hver sin ende af USA, Brown og Berkeley, indsamlet 949 årbøger fra amerikanske high schools fra perioden 1905-2013 fra 27 forskellige stater. Forskerne slettede dernæst alle fotografier, hvor næsen ikke pegede lige frem, og endte med et datasæt på 37.921 fotos af amerikanske drenge og piger gennem mere end et århundrede.
Formålet med dataindsamlingen var at undersøge skiftende normer, visuelle kendetegn, definerende stil og mode over tid. Og det fandt de rigeligt med eksempler på: Frisurer skiftede fra korte til lange, fra strittende til glatfriserede. Enorme brillestel blev tyndere, og Clark Kent, John Lennon og Kurt Cobain look-a-likes kom og gik.
Men forskerne fandt også beviser på, at smilene forsvandt, jo længere de skruede tiden tilbage.
Brown- og Berkeley-forskerne har opfundet en kvantitativ metode til at måle krumningen på et smil over tid. Deres undersøgelse besvarer derfor ikke indgående det åbenlyse spørgsmål, som datasættet stiller: Hvorfor smilede man markant mindre før Anden Verdenskrig? De refererer dog til tidligere forskningsresultater fra professor Christina Kotchemidova fra Spring Hill College i Alabama, der bl.a. er ekspert i tolkning af symboler. Hun har undersøgt, hvorfor amerikanerne siger cheese, når udløseren på kameraet trykkes i bund.
Hendes forklaring handler om tradition og etikette. Da personer – ikke bare studerende – i slutningen af det 19. århundrede stillede op til fotografi, havde de portrætmaleriets dyder og praksisser med sig. Her skulle modellen stå stille i lang tid ad gangen, og så var det lettere – og helt nødvendigt – at stå bomstille med sammenklappede læber, når maleren langsomt satte penselstrøg på kanvasset. Og etikette og kønsstereotyper betød noget. Kvinder skulle ikke sige »cheeeeeese«, men »prune« på fransk, hvor »u« udtales som »y« og slutter blødt og feminint med trutmund.
Et dybere dyk i fotografiets historie og traditioner byder ind med andre forklaringer på de gamle sure munde og nutidens brede smil.
George Eastman omdøbte i 1888 sin virksomhed til Eastman Kodak Company og sparkede en udvikling i gang, der langsomt, men sikkert gjorde fotografi til en privat fritidsbeskæftigelse. Allerede i 1888 blev kameraet »The Eastman Kodak C« lanceret under sloganet »You Press the Button, We Do the Rest«. Kameraer var dengang store rektangulære, sorte kasser med et lille hul i enden, hvor lyset kunne slippe ind. Lang lukketid var påkrævet, hvorfor personen foran kameraet skulle stå stille som en mus. Og det var lettest med flad, sur mund.
Først i 1940erne og især 1950erne blev kameraer som Retina-serien og Starmatic introduceret og solgt i millioner, og amerikanerne begyndte at skyde løs – også i hverdagssituationer. Reklamekampagner i de store glittede magasiner døbte det »kodak-moments«: I det øjeblik, folk havde fri og var på ferie og sammen med smukke venner, skulle det være med store smil på læberne. Man smilede endda på vej til Europa og Anden Verdenskrig. Yeah, war is fun.
Selv om enhver skoleelev med respekt for sig selv skyder daglige selfies, har vi også i Danmark en lang tradition for mere opstillede skolefotos både i folkeskolen og i gymnasiet.
Anne Katrine Gjerløff er historiker på Statens Naturhistoriske Museum og understreger indledningsvist, at hun ikke er velbevandret i smilets historie. Til gengæld ved hun en masse om den danske folkeskole. Og da hun var projektkoordinator på 200-års jubilæet for de danske skolelove i 2014, bladrede hun bunker af gamle skolefotos igennem. Her lagde hun også mærke til, at børn er blevet gladere gennem årene. De ser i hvert fald sådan ud på de officielle fotos.
Anne Katrine Gjerløff fremhæver også det lette snapshot-kameras udbredelse som en sandsynlig forklaring. Smilene er blevet lettere at fange. Men en anden forklaring kan være selve skolefotografiets funktion.
»I gamle dage brugte skolerne oftere skolefotoet som et formelt dokument til brug i skolesammenhæng, f.eks. til at hænge på skolen. I dag er det i højere grad et personligt dokument, som viser, hvem man er som person, og som man deler ud til venner og familie. Funktionen af billedet kan sagtens afgøre, hvordan man stiller sig an til billedet, om man smiler eller ej. Det var en mere alvorlig sag i gamle dage at få taget et billede,« siger hun.
En anden forklaring på, at smilene vokser fra 1950erne og frem, er at det skyldes fremskridt inden for tandplejen, siger hun – børn i dag har flotte, hvide, uhullede tænder.
Men smiler de også af den simple årsag, at de er mere glade i dag end tidligere?
»Jeg tror sagtens, at børn i gamle dage kunne smile igen, når fotoseancen var overstået. Men når det er sagt, så har danske børn i dag en markant bedre velfærd end børn på en landsbyskole i 1880erne. Dengang var skolerne mere autoritative. Der er lidt mere at smile ad nu. Børn kan være sig selv,« siger Anne Katrine Gjerløff.
Jesper Klausen, direktør i Dansk Skolefoto, er uddannet fotograf og har taget skolefotos af danske skoleelever igennem 32 år. Han genkender tendensen over tid, men mener også – hvilket den amerikanske undersøgelse også viser – at smilene på skolefotos ikke er vokset stort i de seneste 30 år.
»Gennem de 32 år, jeg har beskæftiget mig med skolefotos, har smilet ikke ændret sig nævneværdigt. I dag er skolefotos og fotografi generelt ikke i samme grad en officiel handling og institution. Det var det i højere grad i den sorte skole i gamle dage,« fortæller han.
De fleste af de tusinder af danske skoleelever, som Jesper Klausen og kolleger møder i dag, har et kamera i deres mobiltelefon. De skyder heftigt med det og deler flittigt.
Sidste år i maj fortalte Facebook, at brugerne deler cirka to milliarder fotos hver dag. WhatsApp noterede i 2014 700 millioner fotos dagligt. Og antallet af billeder uploadet til Instagram menes at være flere hundrede i sekundet i dag.
Kodachrome er for længst fortid. Kodak tabte kampen, da film blev til pixels. Nu er fotografiet flyttet fra kameraet til mobiltelefonen og de sociale medier. Og om det betyder noget for den måde, vi krænger vores mund foran kameraet, vil tiden vise. Men forskningsbibliotekar og ph.d. Mette Kia Krabbe Meyer fra Nationalsamlingsafdelingen på Det Kongelige Bibliotek mener, der har fundet en forandring sted – og at der måske kan være en modreaktion på vej.
Hun tager afsæt i et af bibliotekets såkaldte »daguerreotypier« fra midten af 18-hundredtallet, som var et af de første produkter af en fotografisk proces. Helt konkret et daguerreotypi af tre børn:
»Dengang var fotografiet noget fremmed. På nogle fotografier ser de portrætterede helt skræmte ud. Eller blot nysgerrige, og det er tydeligt, at det at blive fotograferet ikke er hverdagskost,« siger hun.
I 1800-tallet tog og fremkaldte man fysiske billeder for dokumentationens skyld. De blev monteret i små kassetter som daguerreotypierne eller senere sat i glas og ramme. I dag har fotografiet en anden funktion. Det skal ikke udgøre kildemateriale i en fjern tid, men er nærmere en social beskæftigelse.
»Min egen generation er meget optaget af, hvordan vi kan bevare billederne for fremtiden, mens mange nye studier viser, at den unge generation slet ikke er interesseret i billedet og i at gemme det, men bruger det som kommunikation – Snapchat er et godt eksempel på det. Det handler om følelsen af at blive fotograferet og kommunikere det til venner i dette sekund. Det er ikke noget, de skal se på med børnebørnene om mange år.«
Men hvad betyder det for vores måde at udtrykke os på, hvis fotografiet er flygtigt?
»I dag handler fotografi for mange om følelsen af at være til stede. Fotografi handler om at dele. Derfor er man det, som jeg kalder fotoparat hele tiden. Jeg kan ikke lave mad uden at tænke: Jeg tager lige et billede af det mad her. Selvbevidstheden om, hvordan noget eller nogen tager sig ud på et fotografi, er der hele tiden. Og her vil man ofte fremstå med smil på læben.«
Hvis fotografiet primært er social kommunikation, hvor man vel gerne vil se overskudsagtig ud, betyder det så, at man ikke kan bruge fotografiet til at aflæse, om smilende personer på billeder også er glade bag smilene?
»På sociale medier har man haft en diskussion om, om det blot er glansbilleder, man ser. Vi deler ikke fotos af det, der er svært, og dermed kan man selvfølgelig ikke bruge billeder til at fortælle, hvordan folk har det generelt. Vi deler have og mad og alt det gode. Men det hører også med til enhver genre, at der er nogen, der gør opmærksom på, at det er et begrænset billede af virkeligheden, vi ser. Og også på de sociale medier har vi set modreaktioner og eksempler på, at man også deler eller viser noget, der er svært eller grimt,« siger Mette Kia Krabbe Meyer.
Måske vil man om 20-30 år, hvis man gentager de amerikanske forskeres måling af smil på fotografier, kunne se en vending. Begyndelsen på en modkultur, hvor folk igen ser surere ud eller i hvert fald ikke smiler hele tiden. Præcis som det er i virkeligheden.
