Virkeligheden er langt fra så perfekt, som den udstilles på Instagram. Lige med undtagelsen af tv-vært Signe Moldes Instagram. Her er virkeligheden faktisk, som den ser ud – eller sjovere.

Det var en verdensomspændende nyhed, da Instagram-stjernen Essena O’Neil i sidste uge afslørede det omfattende arbejde, der lå bag hendes tilsyneladende perfekte Instagram-fotos. For så perfekte var de ikke.

Tv-vært Signe Molde, der lige nu passer sit arbejde i smørhullet mellem to quiz-deltagere i programmet ’Quizzen med Signe Molde’, vil hellere være sjov end perfekt på Instagram. Men som hun selv udtrykker det, så er hun også ’ret ny’ på netop Instagram.

»Jeg prøver altid at lægge noget op, der er sådan lidt sjovt. Jeg har aldrig tænkt, at jeg skulle bruge Instagram til at vise, hvor perfekt jeg er. For det er jeg ikke. Jeg har prøvet at lægge de der filtre på, men det holdt jeg hurtigt op med igen. Jeg kom til at spørge mig selv, hvorfor gør jeg det egentligt?«

LÆS OGSÅ: Frysepizza-fetich og en vanvittig bytur: Her er historien bag Mascha Vangs Instagram-billeder

Vi har bedt Signe Molde forklarer historien bag fire specifikke Instagram-billeder.

»Det var dagen efter Halloween, og min datter var i gang med at stege bacon. Vi stod og lavede morgenmad. Så skulle vi have besøg. Hvem var det, der  skulle komme på besøg? (Signe spørger sin datter i sofaen ved siden af) vi fik i hvert fald nogle gæster… Nå ja, det var min svigerinde, der skulle komme på besøg, og så ville Penny (Signes datter red.) gerne forskrække hende – så hun skulle stå klar, når hun ringede på.«

»Og så er det jo dobbeltuhyggeligt, fordi der lige var kommet en nyhed ud om, at bacon giver kræft. Jeg synes altid, det er meget skægt, når folk, der kommenterer, gør billedet ekstra sjovt.«

Bruger I stadig masken?

»Ja, vi brugte den også forleden. Det er en maske, som vi har fået meget sjov ud af. Vi har også stadig en afskåret hånd liggende i køkkenet. Jeg er ikke altid lige god til at rydde op.«

Så du havde ikke tvunget hende til at tage masken på og lave bacon til dig?

»Nej, nej«

»Det var lige inden optagelserne til programmet, hvor jeg sad i sminken med den søde Kristina. Lige pludselig så mit hår bare fjollet ud. Der er altid sådan nogle stadier, hvor det ser fjollet. Det grinede vi bare af. Så er det sjovt at være lidt ondskabsfuld indimellem og brokke sig over sine tjenere.

»Det er et billede taget af en fra redaktionen. Vi har lige lavet mit program ’Quizzen med Signe Molde’. Men da jeg så fik billederne, så var de ret dårlige alle sammen. Eller, det er faktisk løgn. Jeg så på dem og syntes, det var sjovere, at lægge noget op, hvor jeg så lidt dum ud. Altså, jeg aner ikke, hvorfor jeg ikke kigger ind i kameraet. Da jeg havde Huxi og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) på besøg, lagde jeg også et selfie på, hvor jeg står med lukkede øjne. Det er bare lidt sjovere end sådan et perfekt billede.«

Hvad er det, publikum laver i baggrunden?

»Ja, de er altid i godt humør.«

»Vi havde lånt mine forældres sommerhus, og der har jeg for vane at tage mine forældres gamle tøj på . Så landede jeg i min mors velourtrøje og min fars meget behagelige bukser. Det, syntes min mand, var sjovt, så han tog et billede af mig.«

Hvorfor lagde du det op?

»Der er mange, der lægger billeder op af deres perfekte sommerhusliv. Sådan nogle overskudsmennesker, der bager boller i deres smarte træningssæt. Og det er der jo ingen, der gør. Eller, det er de færreste. Så jeg tænkte, at det her var mere rammende.«

»Hvis du først er fanget i den der med, at ’jeg skal se perfekt ud’ på billeder, så bliver det jo pludselig meget omstændigt at være på Instagram. Og folk ved jo godt, at det ikke er virkeligheden, når det ser helt perfekt ud. Så hellere være lidt ligeglad.«

Og så lige et bonusbillede, som Signe selv synes bør nævnes:

»Billedet af min datter, som lavede en Lego-mølle, blev meget populært. Og det, synes jeg selv, er ret sjovt. Du kan måske selv se, hvorfor.«