Nissebanden på Grønland er måske en af de bedste julekalendre produceret af DR. Desværre sender de i år 'Nissebanden' på Ramasjang, som ikke er helt ligeså god.

Men hvis vi for sjov kiggede på nisserne som virkelige mennesker, får man hurtigt et helt andet og mere bekymrende syn på vores alle sammen yndlingsnisser, der dukker op på tv-skærmen hver dag i løbet af denne december måned i ‘Nissebanden’, der bliver vist på DR Ramasjang.

For hvad er det, der gør, at Lunte lunter lunt afsted? Og hvad er det, der gør, at selv Hr. Mortensen tager med? Måske er det, fordi de i virkeligheden er en flok tosser, brudt ud af en tosseanstalt og så flygtet til Grønland. Det er der i hvert fald noget, der tyder på.

Her er ni foruroligende tegn på, at Nissebanden slet ikke er nisser, som vi kender og elsker dem. Men i virkeligheden en flok tosser, der i samlet flok er brudt ud og flygtet fra en tosseanstalt et ukendt sted i Danmark – sandsynligvis på Sjælland. Vi kigger primært på 'Nissebanden i Grønland', da det er den vi bedst kan lide.

1. Deres mission er at hjælpe julemanden, fordi han har tabt sine magiske kugler. Altså come on, han har tabt sine kugler – så bliver det vist ikke mere klart sådan rent metaforisk.

2. Det virker meget belejligt, at de i ‘Nissebanden på Grønland’ lige skal til Grønland aka det perfekte skjul for en flok tosser på flugt. Det er afsides, svært beboeligt, hvorfor der er meget få mennesker. Der er Inuk og hans bedstefar, og de virker helt ærlig ikke som de skarpeste knive i skuffen.

3. De tror på julemanden. Og den lader vi lige stå et øjeblik.

4. De spiser risengrød HVER DAG. Altså de lever af en diæt bestående af brød og risengrød. Der må simpelthen være nogle psykiske følger, når man ikke får de mest basale vitaminer.

5. Hele flokken – lige med undtagelse af Skipper – godtager den totalt usandsynlige forklaring fra Fifi Jørgensen om, hvorfor han pludselig befinder sig inde hos sælen Luffe. Altså at en mand af hans fysik har svømmet hele vejen fra Holme Olstrup til Grønland, fordi han tog en forkert drejning. Nej, nu stopper det. Måske tror de på det, fordi hele banden selv har noget at skjule.

6. Hr. Mortensen er muligvis den nisse, der kunne tilskrives flest diagnoser. Man kunne måske forklare hans opførsel helt rationelt, hvis han var en forkælet dreng på seks år, der led af angst. Men af en gammel nisse, så virker han ærlig talt foruroligende barnlig og stædig i sådan en grad, at han i den virkelige verden formentlig ville blive betragtet som retarderet eller i bedste fald slemt tilbagestående.

7. De går i det samme tøj hver dag, og man ser dem ikke vaske tøj en eneste gang.

8. De synger konstant. Og særligt lige inden de skal spise. Faktisk kan de ikke spise uden en sang først. De lider med andre ord af kollektive tvangstanker.

9. De taler med dyr. En ting er, at man påstår, at man kan telepatere med dyr. Men i ‘Nissebanden på Grønland’ har nissemanden Skipper lange og dybe samtaler med en sæl, der tydeligvis kun er interesseret i mad.