Kvinder kan være noget af en udfordring. Det er ikke sexistisk, det er såmænd bare selvindsigt.

Dermed ikke sagt, at mænd, dyr og zombier ikke også kan være det. Men her handler det altså specifikt om kvinder og nogle af de udfordringer, du møder, hvis du bor sammen med en.

1. Hårklemmer

Kvinder har mere hår end mænd, hvis du ikke har bemærket det. Det giver adskillige udfordringer for kvinden, men også for den person,der bor sammen med en kvinde. Håret skal jo tæmmes, og der sker ved hjælp af hårelastikker og hårnåle. Og sådanne småtterier har det med at forsvinde ud af hænderne på kvinden konstant, hvorfor det ofte ligger spredt ud over hele lejligheden.

2. Hår i maden

Derudover er der selve håret, som altså falder af. Det er svært at undgå og særligt svært at undgå at lægge mærke til, hvis kvinden har meget langt og meget mørkt hår. Det hænder endda, at det ender i maden. På den anden side, så tænk på, hvor meget lyst mandehår du i princippet kunne risikere at indtage dagligt, fordi du ikke kan få øje på det.

3. Toiletmysterier

Og håret skal naturligvis også plejes. Huden skal plejes. Neglene skal plejes. Og det efterlader ikke meget plads til dine få produkter på toilettet. Faktisk foretrækker kvinden formentlig helst, at du gemmer dine produkter helt væk. Men det siger hun naturligvis ikke direkte. En dag er de der bare ikke længere.

4. Indretning med nænsom, men hård hånd

Hører du til én af dem, der er fast lytter af radioprogrammet Mads & Monopolet, så ved du, at kvinden har det med at overtage indretningen i hjemmet. Det gælder også indholdet af køleskabet, hvor alt har sin plads – næsten med feng shui-præcision. Du skal derfor ikke forvente umiddelbar begejstring, når du kommer slæbende hjem med det vildsvin, du skød og forestillede dig, at du skulle hænge over sofaen.

5. Stearinlys overalt

‘Nu skal vi rigtig hygge’ betyder på kvinsk, ‘nu skal der tændes 20 stearinlys’. For kvinder er vilde med stearinlys i alle former. Bloklys, kalenderlys, fyrfadslys og ikke mindst duftlys, hvoraf sidstnævnte er særlig udfordrende at være i nærheden af. Så hvis du bor med en kvinde, må du forvente stearinlys overalt. Det gør ikke alene rengøringen dobbelt så besværlig, det ødelægger også møblerne med stearinpletter på borde, vindueskarme og hylder. Men det er det hele værd, hvis du spørger en kvinde.

6. Latterligt specifikke bageredskaber

De traditionelle kønsroller er bare ikke opløst endnu, og kvinder bager bare flere finessekager end mænd. Du skal derfor ikke blive overrasket, når dit køkken pludselig bugner af hjerteformede muffinsforme, springforme i flere størrelser og fondant-udstyr.

7. Hygiejnebind

Kvinder i den fødedygtige alder rammes hver måned af den røde djævel. Og han eller hun har det med at besætte kvinder, så de efterlader blodige remedier på håndvasken eller i bedste fald øverst i skraldespanden. Det er højst sandsynligt forglemmelser, men et godt råd er først at tage problemet op efter den røde dvævel har forladt bygningen.

8. Mangel på gangplads

De fleste kvinder har mere end tre par sko. Derfor vil du opleve, at gangen bliver mindre, hvis en pige flytter ind. Er du en rigtig mand, så bygger du en skohylde til hende ude i gangen. Er du et helt almindeligt menneske, så brokker du dig bare over det til dine venner uden at gøre noget videre ved det. Og en dag eksploderer du af vrede, fordi du ikke tog problemerne i opløbet.