Det lignede en nem sejr, da ja-fløjen satte sejl for at nå i mål og få en EU-velsignelse fra befolkningen ved dagens EU-afstemning om retsforbeholdet.

Lidt overraskende har den sidste måned dog budt på noget af en forhindringsbane for ja-fløjen, der lige nu ser ud til at tabe dagens (torsdag red.) afstemning. Ikke alene har de fået uventet modstand fra et satireprogram, men også i egne rækker har der været en hel del problemer.

Vi har sat os i ja-sidens sted, så her får du 13 faser, som ja-siden har måtte kæmpe sig igennem op til afstemningen i dag.

1. Forspringsfasen: EU-afstemningen er et faktum: I december indgår den daværende regering bestående af Socialdemokraterne og Radikale Venstre en aftale med Venstre, Konservative og SF om en forestående EU-afstemning om afskaffelsen af retsforbeholdet i december 2015. EU-skibet for et ‘ja’ er med andre ord kommet godt fra land, og vejrudsigten viser blå himmel. Det kan ikke gå galt.

2. Den selvtilfredse fase: Stemningen over de næste mange måneder er høj på ja-holdet. Man er ikke nærig med at bruge metaforen tag-selv-buffet om den tilvalgsordning, som ja-siden ønsker skal træde i stedet for et afskaffet forbehold for fremtiden. For er der noget danskerne elsker, så er det tag-selv-buffeter. Det. Kan. Ikke. Gå. Galt.

3. Den alternative fase: Woop, woop! I August ser man lige Alternativet komme krybende til tag-selv-buffeten – godt nok med en lidt alternativ støtteordning. Naturligvis. Så er hipsterne og kreatyperne også med på ja-holdet. Det bliver til seks partier, der nu står bag et ‘ja’ til afskaffelsen af retsforbeholdet mod bare tre nej-partier. Det KAN IKKE gå galt.

4. Vokseværksfasen: Banko! Og der er fuld plade hos ja-fløjen, da både Red Barnet og erhvervslivet i oktober melder sig under fanerne. Et lille skridt for Danmark, et stort skridt for erhvervslivet og et kæmpe forspring til ‘ja’-fløjen. #ViVælterISucces må hashtagget næsten være.

5. Satire-sten-i-skoen-fasen: Satireprogrammet ‘Den Korte Radioavis’ begynder så småt at skabe problemer for ja-siden. Det bliver dog ikke taget alvorligt, måske fordi karakteren fra radioprogrammet Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm trods alt er en fiktiv person. Det vil sige, hun er ikke et rigtigt menneske.

6. Tilbageslagsfasen: Med en måned til afstemning sender Venstre endelig sin første plakat på gaden. Og den har det hele, simpelthen! En blondine i uniform, Kronborg og vigtigst af alt: Der står intet om EU på plakaten, for det handler jo om Danmark, synes budskabet at være. Desværre bryder dansk politi sig ikke om at være kampagnedukke i en politisk kamp, og ja-siden må acceptere et mindre tilbageslag. Den står dog stadig 4:1 til ja-siden.

7. Tilbageslagsfasen 2: Kampagneretorikken bliver kun mindre elegant, da Socialdemokraterne offentliggør deres kampagneplakat om EU-afstemningen, som ifølge dem hovedsagelig handler om bekæmpelsen af de pædofile. Kort sagt, hvis du stemmer nej, så støtter du de pædofile. Det lyder umiddelbart som et skudsikkert træk. Desværre for ja-siden bliver den heller ikke modtaget som forventet. Flere kritikere revser plakaterne for at være manipulerende og usaglige. Ja, selv et tidligere pædofilioffer melder sig i flokken af forargede kritikere.

8. Satire-bautasten-i-skoen-fasen: Det går langsomt op for ja-siden, at man har undervurderet Den Korte Radioavis’ nej-kampagne. Særligt går det ud over Venstre-politikerne i EU Ulla Tørnæs og Morten Løkkegaard, der må se hjælpeløst til, mens Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm sender sin hær af nej-rekrutter – også kaldet troldehæren – på Ulla og Morten med et bombardement af kritiske spørgsmål på deres Facebook-profiler.

9. Satiren-løber-løbsk: Kirsten Birgits troldehær bliver nu taget op på TV2 News, hvor nyhedsredaktør for ‘Den Korte Radioavis’ Rasmus Bruun – som egentlig er satiriker – må forsvare nej-kampagnen med ‘at det er fuldstændigt ude af hans og redaktionens hænder’. I det superunderlige interview optræder Rasmus Bruun stadig som en satire-karakter, hvilket synes at hyle journalisterne på News ud af den, hvorfor de fuldstændigt ignorerer, at han tager pis på dem. Indslaget på News bliver ikke mindre morsomt af, at Ulla Tørnæs og Morten Løkkegaard tager satiren alt for alvorligt og brokker sig til medierne, som et barn, der har hentet en voksen i skolegården, fordi han ikke må være med til rundbold.

10. Nedtursfasen: Herfra går det egentlig bare nedad for ja-fløjen, der i meningsmålingerne nu står lige med nej-fløjen. Og på trods af den aggressive kampagnestil fra begge fløje, synes danskerne at være mere og mere forvirrede om, hvad afstemningen egentlig handler om. #notsogood

11. Forvirringsfasen: Selv de politiske partier er uenige om, hvad afstemningen handler om. Venstre taler om Europol, Socialdemokraterne om pædofili, Dansk Folkeparti taler om en grænsebom og afgivelse af suverænitet. Det eneste politikerne synes at være enige om, er, at afstemningen ikke handler om EU.

12. Komplikationsfasen: Det går langsomt op for folk, at afstemningen er mere kompliceret, end politikerne fremstiller den. Det hjælper ikke på situationen, at politikerne på både ja og nej-siden har svært ved at svare klart på simple spørgsmål. Det store forspring til ja-fløjen synes nu at være helt forsvundet. Forvirringen ser ud til at hjælpe nej-siden.

13. Tillidsfasen: Pludselig handler afstemningen om, hvorvidt folket har tillid til de danske politikere. Meningsmålingerne viser for første gang et forspring til nej-siden, så svaret på det spørgsmål ligner et stort 'nej'. Og nu er løbet kørt, for i torsdag skal der stemmes, og hvad der lignede en sejrsvalg er nu et mareridtsvalg for ja-siden.