Det danske kvindelandshold i curling tabte ligesom herrerne deres første kamp ved vinter OL. Men optimismen er stadig intakt hos de danske kvinder.

Muligheden var der ellers for det danske landshold, da kvinderne nåede op på 4-4 mod Rusland, men en rigtig næstsidste runde sendte danskerne bagud 4-6, og til sidst blev det et samlet nederlag på 4-7.

- Vi kommer ikke så godt fra start, så vi kommer under pres. Vi kommer godt efter det og spiller en god anden halvleg, men det var desværre ikke nok til at få sejren, sagde Maria Poulsen til DR.

Danskerne fik rigtignok en sløj start, hvor gode muligheder blev forspildt, fordi de ikke kunne finde ud af hastigheden på isen, som kan variere meget fra bane til bane.

- Jeg kommer til at køre lidt langt med mine indlæg til at starte med. Det prøver jeg at justere, men så bliver det lidt for kort i stedet for, så der går lidt tid, før jeg finder den rigtige fart. Det var ærgerligt, og det kostede lidt, fortalte Maria Poulsen. 

Danmarks muligheder for at nå videre ved OL er ikke ødelagte endnu. Tirsdag morgen venter en kamp mod Schweiz.

- Det er en lang turnering, og det her var bare en åbningsturnering. Jeg synes egentlig, at vi spillede meget godt, selvom vi spillede mod hjemmeholdet.