Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

300.000 danskere lever med den livsfarlige sygdom leverfibrose. Forskning fra SDU kommer nye patienter til hjælp.

Leverfibrose er en sygdom, som viser sig ved, at sunde celler erstattes af arvæv.

Og en sygdom som i langt de fleste tilfælde først bliver opdaget, når det er for sent, for hvis arvævet ikke opdages i tide, er skaden på leveren uoprettelig.

Men nu kan ny forskning fra Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital formentlig hjælpe med til, at sygdommen bliver opdaget langt tidligere.

Det skriver SDU i en pressemeddelelse.

Forskerne fra Det Tekniske Fakultet på SDU har nemlig sammen med eksperter fra OUH udviklet en metode, der ved hjælp af kunstig intelligens kan afsløre sygdommen i tide.

Metoden kan i hvert fald udelukke næsten alle de personer, der ikke har tegn på sygdommen.

»Det er lykkedes for os at udvikle en metode, hvor vi med næsten 99 procent sikkerhed kan udelukke personer på baggrund af en række data og brug af kunstig intelligens.«

»Den resterende gruppe, som er i risiko, kan så blive undersøgt med enten scanning eller biopsi,« forklarer lektor Victoria Blanes-Vidal fra Applied AI and Data Science Unit (AID), fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på SDU.

Forskerne har bygget en model ud fra 3.352 personers data og sundhedsoplysninger.

Victoria Blanes-Vidal er glad for resultaterne af forskningen og dens perspektiver.

»Det er et fantastisk resultat, som vi er utrolig stolte af. Det er helt afgørende for os, at vi ikke sender folk hjem, som så to år efter er tilbage og viser sig at have sygdommen,« siger Victoria Blanes-Vidal.

Nu skal modellen fra Odense testes andre steder i verden.

»Vi skal have den testet og afprøvet på andre grupper i Danmark og uden for landets grænser, for at se om vi kan opnå lige så gode resultater der,« siger forskeren bag, Victoria Blanes-Vidal.

På verdensplan koster leverfibrose hvert år to millioner mennesker livet.

Andre læser også