Adskillige passager er fredag aften fanget i fly i Københavns Lufthavn i Kastrup.

På grund af stormen Otto kan passagererne ikke komme ud.

Kim Westergaard var fløjet fra Stockholm med et Norwegian-fly, og landede i Kastrup cirka 18.45.

Han sad stadig i flyet, da B.T. talte med ham en time senere klokken 19.45.

Kim Westergaard er strandet  i et Norwegian-fly fra Stockholm. På grund af stormen Otto kan passagererne ikke forlade flyet i Københavns Lufthavn.
Kim Westergaard er strandet  i et Norwegian-fly fra Stockholm. På grund af stormen Otto kan passagererne ikke forlade flyet i Københavns Lufthavn. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Vi har fået at vide, at det er vinden, der afgør, hvornår vi kan få lov at forlade flyet. Så lige nu er vi bare fanget i flyet.«

Kim Westergaard oplyser, at medpassagererne tager det pænt, men at man stadig kan mærke det voldsomme vejr.

»Det var en hård indflyvning. Og selv om vi nu står på jorden, gynger flyet helt vanvittigt.«

Kim Westergaard kan fra sin plads kigge ud på et andet fly, hvor passagererne ligeledes er fanget.

»Kaptajnen har oplyst, at der er flere fly, der er landet, hvor passagererne heller ikke kan komme ud,« fortæller han.

Kim Westergaard havde været på en arbejdsrejse til Sverige. Hans kone sidder nu i lufthavnen og venter på, at han og de øvrige passagerer må forlade flyet.

Svend Erik Sørensen landede i lufthavnen klokken 18.30 med et Finnair-fly fra Helsinki.

Et af de fly i Københavns Lufthavn, hvor passagererne var fanget fredag aften på grund af stormen Otto.
Et af de fly i Københavns Lufthavn, hvor passagererne var fanget fredag aften på grund af stormen Otto. Foto: Kim Westergaard
Vis mere

Da B.T. talte med ham klokken 20.40, havde passagererne netop fået at vide, at man fortsat ikke vidste, hvornår de kunne få lov at forlade flyet.

»Flypersonalet, jeg har talt med, er rystede. De har aldrig oplevet noget lignende i andre lufthavne,« fortæller Svend Erik Sørensen, der også var godt træt af, at lufthavnen ikke var i stand til at få passagererne ud af flyene.

»Flypersonalet har givet os noget vand. Ellers har vi ikkke fået noget,« fortæller han til B.T.

Ole Hansen landede i Københavns Lufthavn klokken 19.45. Klokken 21.30 var han fortsat fanget i flyet.
Ole Hansen landede i Københavns Lufthavn klokken 19.45. Klokken 21.30 var han fortsat fanget i flyet. Foto: Privatfoto
Vis mere

Klokken 19.45 landede Ole Hansens fly. Han ankom fra Amsterdam med et lavprisselskab.

»Kaptajnen har fortalt os, at lufthavnen har oplyst, at de af sikkerhedshensyn ikke kan bruge langgangsbroerne,« fortæller han til B.T. ved 21.30-tiden.

Han var godt træt af Københavns Lufthavn på det tidspunkt.

»Jeg forstår ikke, hvorfor lufthavnen melder, at den er åben og tager imod fly, når de ikke kan få folk ud af flyene,« siger den frustrerede flyrejsende til B.T.

Hundredvis af passagerer var fredag aften fanget i fly i Københavns Lufthavn.
Hundredvis af passagerer var fredag aften fanget i fly i Københavns Lufthavn. Foto: Ole Hansen
Vis mere

Lars Lemche er kommunikations- og presserådgiver i Københavns Lufthavn. Han oplyser, at der er sikkerhedshensyn, der gør, at passagerne må vente i flyene.

»Man risikerer, når man lander i lufthavnen, at tilbringe en time eller to timer, før man kommer ud. Sikkerhed er det vigtigste. Det går ikke, at der er noget, der flyver rundt om ørene på passagererne, når de skal ud af flyene,« siger han til Berlingske.

Årsagen til, at passagererne ved storm skal vente i flyene er, at  der er vindbegrænsninger på de faste broer og mobile trapper, der forbindes til flyene.

Når det blæser for kraftigt, kan broerne altså ikke bruges.

Begrænsningen er af sikkerhedshensyn for at beskytte passagererne og flyene.

B.T. forsøger at få en kommentar fra Københavns Lufthavn.

B.T. følger fredagens storm – og det kan du gøre i vores liveblog HER.