Skolernes sommerferie blev skudt i gang med manér.

Bagende sol og 27 grader flere steder. Men nu ser det ud til at vende.

Lørdag morgen lader solens stråler vente på sig. Og prognosen fra DMI er knapt så optimistisk.

»I morgentimerne dis og tåge i de sydvestlige egne af landet, som hurtigt forsvinder,« skriver de vagthavende meteorologer.

»Ellers enkelte byger, der i løbet af dagen bliver kraftigere og kan være med torden.«

En ærgerlig udvikling på sommervejret, der desværre også ser ud til at følge søndag.

Her forudses der ligeledes regnvejrsbyger på landsplan.

Flere af dem kan være kraftige og med torden. Men helt skidt ser det ikke ud.

Ind imellem bygerne kan der være mulighed for sol, oplyser DMI.