En opklaring med faldende temperaturer og nedbør på vejene kan det næste døgn føre til farlige situationer.

»Der er risiko for isglatte veje det næste døgns tid, så kør forsigtigt,« lyder opfordringen fra vagthavende meteorolog ved DMI Frank Nielsen.

Hen over natten vil skyhuller sænke temperaturen.

Lavest bliver temperaturen ifølge DMI mellem klokken 6 og 9 juleaftensdag.

»Mandag bliver den koldeste julemorgen, hvor man skal være særlig opmærksom i den del af landet, hvor der er faldet nedbør, herunder Østjylland og Sjælland,« siger Frank Nielsen.

Ifølge meteorologen vil temperaturen ligge omkring en grads frost i hele landet, mens Nordsjælland vil opleve 2-3 graders frost juleaftensdag.

Chancerne for hvid jul hører til de steder i landet, hvor sneen allerede er faldet som tidligere beskrevet. Til gengæld kan man i hele landet se frem til sol.

»Det bliver en fin juleaftensdag mange steder i landet med gode chancer for sol,« siger Frank Nielsen.

De frostkolde temperaturer vil tage af første juledag, og temperaturerne vil ligge på mellem 5 og 8 grader over hele landet.

»Det ser ud til, at første og anden juledag bliver grøn-trafiksikker-jul,« siger Frank Nielsen.

Solskinnet vil også fortsætte i juledagene, fortæller meteorologen.

»Det bliver fint vejr, som man kan gå en frisk tur i inden julefrokosten,« slutter Frank Nielsen.

Andre læser også