Et billede af en ung Hitler har fået historiker til at tvivle på, hvornår Hitler egentlig fik sit overskæg.

Hitler var blandt de tyskere, som 2. august 1914 gik på gaden for at fejre Tysklands krigserklæring mod Rusland i Første Verdenskrig. Eller var han? Problemet er, at personen på ovenstående billede enten ikke er Hitler, eller at nazisterne har fusket med hans overskæg. Det skulle være sket for at give et mere nationalistisk og patriotisk billede af den unge Adolf, der i 1914 var 25 år og året forinden var flyttet til Tyskland fra Østrig.

Hitler havde i 1914 nemlig slet ikke det karakteristiske »tandbørste«-skæg, skriver Sean Lang, der er lektor i historie på Anglia Ruskin-universitetet i Cambridge, England, i et læserbrev i engelske Telegraph, der bragte billedet i en serie om Første Verdenskrig.

»Billeder af Hitler taget under krigen viser ham med et stort overskæg, som var moderne på den tid. Proceduren med at barbere overskægget ned til »tandbørste«-form menes at være blevet introduceret under krigen, sådan at man bedre kunne bære gasmasker; den slags overskæg var ukendt før 1914,« skriver Sean Lang.

Han skriver videre, at enten ville Hitler have haft det lille, sorte overskæg som stort set den eneste i Europa, eller også fuskede tyskerne med billedet og tilføjede skægget efterfølgende.

Klippeklister og mørkekammer

Ifølge Mette Sandbye, der forsker i fotografi og er leder af Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet, bestod fotomanipulationen i starten af det tyvende århundrede i at klippe, klistre og rette til i mørkekammeret.

»Dengang var det enten at klippe og klistre eller tegne ovenpå, men man arbejdede også i mørkekammeret. Eksempelvis kunne man tage et billede af Hitler, hvor man dækkede alt af undtagen overskægget, og så lave en ny projicering med det nye overskæg,« forklarer Mette Sandbye om den analoge fotomanipulation.

Hun fremhæver tyskeren John Heartfield (født Helmut Herzfeld, red.) som en af pionererne inden for den politiske fotomontage. Han brugte sine manipulerede billeder til at kritisere nazismen.