B.T.s læsere har kunnet stille spørgsmål til Anne Gadegaard på bt.dk. Hvordan har du det med at være nomineret til en Danish Music Award?

Det er så fedt!. Jeg var ved at skrive stil på min computer, da min onkel ringede og fortalte det. Da jeg kiggede på skærmen igen, havde jeg pludselig skrevet tusinde k'er. Jeg havde bare holdt knappen inde, fordi jeg blev så overrasket.

Jeg glæder mig meget til sidde sammen med de andre nominerede i min kategori. Mange af dem er mine venner for eksempel drengene i B-Boys og Nicolai.

Hvad er dine fritidsinteresser?

Jeg er sammen med veninder. Og så elsker jeg at optræde, for der er jeg sammen med danserne, der også er mine veninder, og de venner jeg har fået gennem MGP.

Dyrker du stadig kunstskøjteløb?

Da jeg begyndte at synge, skøjtede jeg fem gange om ugen. Nu er det ikke så tit mere, men når jeg ser det i TV og hører dem sige trippelaxel og piruetter, så savner jeg det.

Hvor køber du dit tøj?

Jeg køber mit tøj i mange forskellige butikker. Men jeg er især glad for mærkerne Samsøe & samsøe, Tiger of Sweden, Diesel og H&M.

Hvad er dine livretter?

Boller i karry, stuvet hvidkål og fiskefrikadeller.

Hvordan får du ideerne til dine tekster?

Jeg finder på emnerne, og så skriver min onkel og jeg sangene sammen.

Jeg fik for eksempel ideen til Arabiens drøm, fordi jeg godt kan lide Aladdin og synes, at haremsbukser er flotte.

Hvad vil du bruge de penge, du tjener til?

Jeg har en drøm om at købe en lejlighed i København, så det sparer jeg sammen til.

-sfm