Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

6-årige Walter går i børnehaveklasse. Hans yndlingsfarver er rød, lyserød og lilla. Da nogle nogle af hans kammerater drillede ham og kaldte ham 'piget', løste faren det på overraskende vis.

Og farens svar på hans søns klassekammeraters drillerier er nu blevet yderst populært i hjemlandet Sverige, efter Walters mor, Ingrid Pasha, delte historien på Facebook.

Her skriver Ingrid Pasha:

»Vores søn Walter er seks år og går i børnehaveklasse. Hans favoritfarver er rød, lyserød og lilla. Men da jeg i går lagde et par lilla strømper frem til ham, ville han ikke have dem på. Til sidst krøb det frem, at nogle af de andre drenge i klassen griner ad ham og siger, at han har 'pige-farver' på, og hvis han skal lege med dem, så skal han minsandten skifte strømper først.«

Ingrid Pasha skriver, at hun blev både ked af det og vred, og efter at have snakket med Walter om det og fortalt ham, at han må gå med lige det tøj, han vil, snakkede hun om aftenen med sin mand om episoden.

Walters far, Mentor Pasha, som arbejder i fritidsordningen på den skole, hvor sønnen går, reagerede præcis som sin kone, og så besluttede han at lave en stille manifestation for alles ret til at være sig selv.

Næste dag mødte han op til sit job på skolen iført en af sin kones kjoler og lyserøde benvarmere.

»Folk reagerede forskelligt. Der var nogle børn, som begyndte at råbe: 'Du er en pige, du er en pige', og jeg forklarede dem, at 'nej, jeg er ikke en pige, jeg er en dreng', og at piger ikke fødes i kjoler, så hvorfor skulle en dreng ikke kunne gå i kjole?« siger Mentor Pasha til den svenske nyhedsside Nyheter24.

Mentor troede, at Walter måske ville skamme sig over sin far, men tværtimod var han meget fornøjet over farens påklædning. Walter havde selv sine lilla strømper på samme dag.

»Jeg gjorde det mest for min søn, men også for andre børn, for at de skal turde at tage det tøj på, de vil, og være dem selv,« siger Mentor til Nyheter24.

Mange forældre på skolen syntes, at det var et rigtig godt initiativ, og efter at Ingrid Pasha delte historien på Facebook, er det væltet ind med positive tilkendegivelser.

»Jeg var slet ikke forberedt på al den positive respons, det er rigtig dejligt,« afslutter Mentor.

Den positive historie fra Sverige kommer samme dag, som den triste historie om danske Mathias, der ikke kan slippe for mobning på sin skole.