13-årige Mathias bliver mobbet, men skolen gør intet. Derfor har han den seneste måned haft sin far med i skole, sådan lyder en trist fortælling fra Lolland.

Mathias Bundgaard er 13 år og går i 7. klasse i Nakskov. Han er det meste af sin skoletid blevet mobbet. Faktisk har han trods sin unge alder allerede skiftet skole tre gange. Det skriver TV Øst. Og på skolen i Nakskov er det ikke blevet bedre. Mathias bliver stadig mobbet. Derfor er Mathias' far Kenni Bundgaard med sin søn i skolen mindst tre gange om ugen i håbet om at sætte en stopper for mobningen.

»Jo, jeg synes da også, at det for meget, men når skolen ikke rigtigt gør noget, så må man jo som forældre gøre noget,« siger Kenni Bundgaard, der dog ikke må være tilstede til undervisningen. I stedet opholder han sig på gangen eller udenfor, når klassen har timer.

Det er ikke smådrillerier, Mathias Bundgaard har oplevet. Han er blevet kaldt øgenavne som 'bøsse' og 'smokey', men også fysisk er den 13-årige blevet overfaldet med spark og slag. Ronni Bundgaard ved ikke, hvor længe han fortsætter med at følge sin søns skoledag fra bænken på gangen. Lige nu overvejer forældrene, om Mathias på ny skal skifte skole.

Skolen i Nakskov fortæller til TV ØST, at de ikke udtaler sig om konkrete sager, men at de altid tager sagerne, hvor elever føler sig mobbet, meget alvorligt.