En 27-årige russisk kvinde er død, efter hun ved en fejl blev forgiftet med den livsfarlige væske formalin under et besøg på hospitalet.
Det skriver det russiske nyhedsbureau TACC.
Hvad der skulle være en rutineoperation på et hospital i den russiske by Ulyanovsk, endte med at blive en tragisk fortælling om fejl på hospitalsgangene.
Den 15. marts fik 27-årige Ekaterina Fedyaeva nemlig ved en fejl fik indført den livsfarlige væske formalin, der blandt andet bruges til desinfektion af hospitalsudstyr, i bughulen i stedet for en saltvandsopløsning.
På trods af at lægerne med det samme opdagede fejlen, forsøgte at rense bughulen for den livsfarlige væske og fik den unge kvinde overført til et hospital i Moskva for at opnå en mere effektiv behandling, døde hun af sine skader godt en måned senere, den 5. april.
»Lægerne, der tog sig af hende, gjorde alt, hvad der stod i deres magt for at redde patienten. Hun genvandt på et tidspunkt bevidstheden, men hendes tilstand var fortsat kritisk. Desværre stod hendes liv ikke til at rede,« siger sundhedsminister i Ulyanovsk regionen, Rashid Abdullov, til det russiske nyhedsbureau.
Ministeren fortæller også, at regeringen dækker alle omkostninger, der vil være i forbindelse med at få den 27-årige kvindes lig fragtet tilbage til Ulyanovsk, hvor hun boede, samt alle udgifterne til hendes begravelse.
Hendes efterladte vil desuden blive tilbudt al nødvendig assistance og psykisk støtte.
Ekaterina Fedyaevas tragiske død er stadig under efterforskning. Hvorfor, hun var indlagt på hospitalet i første omgang, er heller ikke blevet meldt ud.