Kendte og berømte danske selskaber som Rockwool og Ecco har mødt hård kritik for stadig at være i Rusland. Nu er det kommet frem, at også den danske boligdesign-gigant BoConcept fortsat er i Putins land.

Og det sker, selvom de havde fortalt, at de ville ud. Det skuffer Ukraine voldsomt.

Det fortæller den ukrainske ambassadør til Danmark, Mykhailo Vydoinyk, i et interview med B.T.

»Historier om selskaber som Rockwool og Ecco er kendte. Men der er flere danske selskaber, der fortsat opererer i Rusland. Og dem opfordrer vi til at komme ud eller fryse deres aktiviteter, så man ikke hjælper Rusland,« siger Mykhailo Vydoinyk.

»Hvis BoConcept fortsætter deres aktiviteter i Rusland, så er det deres moral. Og det viser, at de ikke kan stoles på til fremtidige samarbejder,« siger ambassadøren.

Det var Berlingske, som torsdag aften kunne beskrive, at den danske boligdesign-gigant fortsat kører sine 13 butikker i Rusland.

Det sker, på trods af at BoConcept i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine annoncerede, at de suspenderede deres salg til Rusland.

Til Berlingske forklarer BoConcepts direktør, Mikael Kruse Jensen, at man er juridisk forpligtet til at videreføre sit salg til Rusland.

»Vi har rådgivet os med de største og de bedste og flere af dem. Vi har kigget på alt fra force majeure til pengeflow til misligeholdelse, og der er ikke en gyldig grund til at opsige kontrakten,« siger direktøren til avisen.

Han oplyser i forbindelse med kritikken, at BoConcept doner hele overskuddet i Rusland til fonden United24, som har til formål at genopbygge Ukraine.

Selvom BoConcept, der har 310 butikker i 67 lande, siger, de har et ønske om at komme ud af Rusland, så har det ikke afholdt dem fra fortsat at reklamere til sine russiske kunder i blandt andet Moskva og Skt. Petersborg med gode tilbud på designermøbler.

Og ifølge Berlingske har BoConcept sendt sin russiske franchisepartner de nye kollektioner til de forskellige butikker i Rusland.

Det ærgrer Mykhailo Vydoinyk.

»Jeg kan godt forstå, at der kan være mange problemer ved at trække sit selskab ud af Rusland. Men man skal bare tænke på, at når man fortsat er der, så er man med til at betale skattekroner til Rusland. Og de skattekroner er med til at finansiere bomber og missiler, der dræber ukrainere,« siger han.

Han erkender, at en lang række danske selskaber har trukket sig ud af Rusland efter invasionen 24. februar i år.

»Og dem er jeg taknemmelig for. Det har været modigt af dem, og mange har mistet store summer,« siger ambassadøren.

Han har dog ikke meget til overs for blandt andre den danske skogigant Eccos beslutning om fortsat at være til stede i Rusland.

»Tidligere var Ecco meget populært i Ukraine. Mange børn gik i deres sko. Også i min familie har vi købt ECCO-sko, som ikke er billige. Men det er slut nu,« siger Mykhailo Vydoinyk.

Fra BoConcepts side fortæller man videre til Berlingske, at man fortsat er i gang med at se på, hvad man skal gøre med den russiske del af forretningen.

Men indtil videre kommer der altså fortsat nye varer i de 13 butikker.

Og BoConcepts russiske Instagram-profil har så sent som fredag middagstid lavet sit seneste opslag.

Sin seneste reklame for virksomheden i Rusland.