To piger sendte live-video på Facebook via en mobiltelefon, da de natten til tirsdag omkom i en bilulykke i USA.
Det skriver nyhedsbureauet AP
De to amerikanske piger, Brooke Miranda Hughes og Chaniya Morrison-Toomey blev kun 18 og 19 år.
Ifølge det lokale politi var det Brooke Miranda Hughes, der sendte live-videoen på det sociale medie, mens hun kørte langsomt i indersporet på motorvejen Interstate 380 ved byen Tobyhanna i staten Pennsylvania, der ligger nord for New York City.
Der blev filmet i øjeblikket op til den ulykke, der dræbte begge piger. På videoen kan man høre, at den 19-årige Chaniya Morrison-Toomey på passagersædet spørger: »Sender du live?«
Inden Brooke Miranda Hughes når at besvare spørgsmålet, kan man se lysglimt inde i bilen, og efterfølgende høre lyden af hvinende bildæk, skriver The Times-Tribune.
Videoen fortsatte i endnu syv minutter, men den viste ikke andet end en sort skærm. I slutningen af videoen kan man høre en mandestemme, og se ansigtet af en mand med skæg dukke op på skærmen.
Begge piger blev dræbt, efter bagenden af bilen blev ramt af en anhænger fra en lastbil. Lastbilchaufføren overlevede trafikulykken. Ifølge det lokale politiet kørte pigerne med et reservehjul, men på grund af bilens ringe tilstand efter kollisionen, har det endnu ikke været muligt at fastslå årsagen til ulykken.
Videoen fra dødsulykken er blevet fjernet fra Brooke Miranda Hughes Facebook-side, da politiet bruger den i forbindelse med efterforskningen.