Søndag aften var kendisserne Dennis Knudsen og Gustav Salinas blandt dommerne, da årets Miss Danmark blev kåret. 

Kendisfrisøren, der gennem mere end fire årtier har arbejdet professionelt med skønhed, har længe været dommer i konkurrencen – og han mener stadig, at den har sin berettigelse i 2025.

»Jeg har været dommer på konkurrencen i otte år, så jeg har jo gjort et eller andet rigtigt,« siger han med et grin til B.T.

Ifølge Dennis Knudsen omhandler Miss Danmark-konkurrencen mere end blot fysisk skønhed.

»Det handler om mere end, hvordan man lige ser ud. Det handler også om, hvordan man fremtoner sig selv, og hvilken personlighed man har. Man skal være et venligt menneske, man skal være empatisk og kunne gøre en forskel i verden.«

Kendisfrisøren understreger desuden, at konkurrencen har plads til alle typer af kvinder – uanset højde, vægt eller udseende.

Man kan fristes til at tænke, at skønhedskonkurrencer er et levn fra fortiden og ikke passer ind i en tid med øget fokus på diversitet og kropspositivitet. Den vurdering er Dennis Knudsen dog uenig i.

Der er mange, der måske tænker, at en konkurrence som Miss Danmark er forældet i 2025. Hvordan forholder du dig til det?

»Nej, det synes jeg ikke. Det er en konkurrence, der eksisterer i hele verden. De piger, der er med, får meget ud af det. De bliver meget mere selvsikre,« siger han.

Han påpeger desuden, at skønhed i dag fylder mere end nogensinde før.

»Vi kan ikke komme uden om, at skønhed eksisterer, og det har aldrig været mere udbredt end nu. Der er så mange kvinder, der får lavet kunstige negle og falske øjenvipper i dag. Hele det her skønhedsideal er jo eksploderet i hele verden.«

Selvom skønhedsidealerne i samfundet ændrer sig, så oplever Dennis Knudsen, at Miss Danmark i høj grad bygger på de samme værdier, som da han startede som dommer.

På billedet ses dommerne under Miss Danmark-kåringen i 2023. Her bestod dommerne også af Gustav Salinas, Lisa Lents og Dennis Knudsen.
På billedet ses dommerne under Miss Danmark-kåringen i 2023. Her bestod dommerne også af Gustav Salinas, Lisa Lents og Dennis Knudsen. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg synes egentlig, at det har været meget de samme kriterier. For det er så meget mere end bare det, man lige ser på scenen. Du skal kunne have styrken til at rejse ud i verden og gøre en forskel – og det handler ikke kun om at se godt ud,« forklarer kendisfrisøren.

Dennis Knudsen lægger selv vægt på, at kvinderne udstråler karisma, har et flot og velplejet hår, et smukt smil og en gnist i øjnene – kombineret med selvsikkerhed og kvindelighed.

Miss Danmark har dog tidligere mødt kritik.

I 2019 udgav P1 Dokumentar podcasten 'Skønhedskontrakten', der satte spørgsmålstegn ved Miss Danmark-konkurrencen. Ifølge podcasten fremstår skønhedskonkurrencen på overfladen sober og ordentlig, mens virkeligheden for deltagerne bød på hårde ord og nedladende beskeder.