De jubler ude i det danske sommerland, når der bliver kigget tilbage på årets feriemåneder.

»Sommeren i år har været helt fænomenal på campingpladserne,« siger Kent Lodberg, head of marketing hos campingkæden First Camp.

For det har været et rekordår i forhold til bookninger.

På de i alt 14 campingpladser, som kæden har i Danmark, har man tilsammen således haft 10 procent flere overnatninger og 6 procent flere gæster end sidste år.

»Vejret har været med os, og selvom der har været regnskyl, har det jo været en klassisk dansk sommer og varmere end de seneste par år,« siger Kent Lodberg:

»Det har betydet noget for de mere spontane bookinger, men vi har også haft flere bookinger overordnet.«

Ud over det gode danske vejr – DMI har tidligere meldt ud, at juli var »meget varm, med regional hedebølge og den tredjehøjeste minimumstemperatur siden målingerne begyndte i 1874« – regner man hos First Camp også med en anden faktor.

Den efterhånden ekstrem varme i Sydeuropa.

I hvert fald har der i de senere år været en generel vækst i antallet af børnefamilier, der tager på camping i Danmark.

Her er stigningen i år alene på 14 procent sammenlignet med sidste år.