Observationer af droneaktivitet førte søndag til, at to fly blev omdirigeret til andre lufthavne.
To fly er søndag blevet omdirigeret til andre lufthavne i Norge på grund af droneobservationer.
Det skriver avisen VG.
Et Norwegian-fly, der skulle være landet i Bardufoss Lufthavn klokken 23.00, blev sendt tilbage mod lufthavnen Gardemoen i Oslo.
Det oplyser pressevagt hos Norwegian Eivind Hammer Myhre til VG.
- Vi har omdirigeret flyet, fordi vi har fået besked fra kontroltårnet om, at der var observeret droner i området, siger Eivind Hammer Myhre.
Det bekræftes af Avinor, der driver flere norske lufthavne.
- Der blev observeret en mulig drone inden for forbudszonen ved Bardufoss Lufthavn, og politiet er rutinemæssigt blevet underrettet. Det påvirkede et ankommende fly og en afgang, meddeler Karoline Pedersen, der pressevagt hos Avinor, til VG.
- Avinors højeste prioritet er at varetage flysikkerheden for alle parter, og vi tager derfor ingen chancer, når der gøres sådanne observationer.
Tidligere søndag aften blev et andet fly, der skulle være landet i Brønnøysund Lufthavn, ligeledes omdirigeret på grund af en droneobservation.
Flyet, der var fra selskabet Widerøe, cirkulerede kortvarigt omkring lufthavnen i Brønnøysund, inden det satte kursen mod Værnes Lufthavn i Trondheim.
Det fortæller pressevagt hos Widerøe Satha Sritharan til VG.
- Flyet var på vej til Brønnøysund, og da det nærmede sig, fik det besked fra tårnet i Brønnøysund om, at der var registreret droneaktivitet.
- Mens der blev ventet på mere information, gik flyet i såkaldt "holding", hvilket vil sige, at det lå ret højt - over 7000 fod - og cirkulerede. Flyet tog cirka fire runder, inden indflyvningen blev afbrudt, og det fløj direkte til Værnes, siger Satha Sritharan.
Ligesom i Danmark er norsk luftrum også blevet forstyrret af uvelkomne droner i den forgangne uge.
Ørland, hvor der blev observeret mulige droner lørdag, er Norges største militære flybase. Den er hovedstation for de norske F-35-kampfly.
På det norske forsvars hjemmeside står der, at Ørland er "helt central for Forsvarets operative aktiviteter".
I forbindelse med lørdagens observationer omkring Ørland oplyste norsk politi, at det får mange henvendelser om droneaktivitet for tiden.
- Der bør være en lav tærskel for at anmelde hændelser, og politiet har en lav tærskel for at foretage undersøgelser, skrev norsk politi ifølge NTB.
Norsk politis efterretningstjeneste, PST, har også været involveret i efterforskningen.
/ritzau/